Aarhus Universitets segl

Verber

Verber er ord, der kan angive et tidsforløb i ytringen; altså at noget finder sted over tid. Verberne kan henvise til handlinger, begivenheder og tilstande (fx køber, falder og sidder). Hvor skriftsprogets sætning er defineret som en enhed af ét finit verbum samt et subjekt, kan samtalens ytringer opføre sig anderledes og verbet og/eller subjektet kan udelades (se nærmere under Sætninger). Verbers funktion er at binde dele af ytringen sammen både syntaktisk og indholdsmæssigt, og de rækker dermed deres forbindelser ud til alle dele af sætningen. I eksemplet nedenfor forbinder sir således du med hva i udformningen af spørgsmålet hva sir du? i linje 1 (se mere under Sætningsled).

Man kan skelne mellem to slags verber: Hovedverber og hjælpeverber. Disse beskrives i detaljer i de følgende afsnit. I eksemplet ovenfor viser sir, købte og gjort i linje 1-3 forskellige versioner og bøjninger af hovedverber, mens har i linje 3 optræder som et hjælpeverbum.

Samtalesprogsverber har samme bøjningsmuligheder som skriftsprogets, dvs. de kan bøjes i

  • tempus/tidsformer: præsens (nutid) og præteritum (datid),
  • modus/måde: indikativ, dvs. præsens og præteritum samt imperativ (bydeform),
  • diatese: aktiv og passiv bøjning,
  • infinitte former: infinitiv (navnemåde), perfektum participium (kort tillægsform) og præsens participium (lang tillægsform).

Samtalesprogets verber adskiller sig i høj grad fra skriftsprogets i deres lydlige udtryk. Vi siger dem kort sagt ikke som de står på papiret. Samtalesprogets verber har andre bøjninger end de skrevne, men er dog bygget lige så regelmæssigt og systematisk op. Dertil kommer at tryk og stød har stor indflydelse på verbernes bøjning. Endelig adskiller samtalesprogets verber sig af og til fra skriftsprogets i deres placering i ytringen.

Tryk

I samtalesproget findes de fleste verber i en trykstærk og en tryksvag version, som kan være ret forskellige. Dette skyldes det såkaldte “tryktab” i forbindelse med "enhedstryk" i dansk, dvs. det faktum at verber ofte står sammen med andre ord i sammenhængende udsagn, som fx hun ogik 'tur, solen ostår 'op, det er trist bare at ose 'på, hvor ‘o’ viser mangel på tryk og ‘'’ angiver trykstærk stavelse. I eksemplet nedenfor kan du høre hvordan var har henholdsvis tryktab og tryk i linje 2 og 3.

Hovedverber

Hovedverber bærer sætningens semantiske (betydnings- eller handlingsmæssige) indhold, hvor hjælpeverbet kun bærer grammatisk indhold. I eksemplerne nedenfor bærer starter således ytringens handlingsmæssige indhold. I linje 02 står starter alene som sætningens finitte verbum, mens starte i linje 12 står som sætningens infinitte verbum. Her er det i stedet det modale hjælpeverbum skal der markerer sætningens tempus (tid).

Talesprogets verber kan deles ind i tre svage bøjninger og en stærk bøjning. Nogle af verberne optræder i flere af disse kategorier, fx fnisede vs. fniste, hvor fniste er en ældre bøjningsversion. Med hængte vs. hang er der tale om en betydningsforskel (fx ”jeg hængte jakken op” vs ”jakken hang på knagen”).

Nedenfor følger oversigter over først de svagt bøjede verber med endelsen –ð (blødt d) i præteritum (datid), dernæst de svagt bøjede verber med endelsen –d(ə) (hårdt d) i præteritum, så de svagt bøjede verber med vokalforlængelse som endelse i præteritum, og til slut de stærkt bøjede verber.

Vær opmærksom på at vi kun har valgt at illustrere verbalformer med stærkt tryk, da det generelle mønster er, at de svage former er magen til de stærke blot uden tryk og stød. Hvis dette undtagelsesvis ikke er tilfældet, angives det.

Her kommer nogle eksempler på verber af forskellige typer. Der er kun tale om eksempler, se nærmere i Monrad (2010/under udg.)

Gruppe 1: Blødt d (ð) i præteritum (eller –d), ingen vokalændring i stammen

I talesproget har stød en betydning for verbernes bøjning (se nærmere under Stød). For gruppe 1 gælder det at alle verber, som kan have stød, har stød i imperativ. Verber der har stød i infinitiv, har det typisk også i de andre stærke former, med undtagelse af præsens participium). Regionale varianter er årsagen til om der er [-ð] eller [-(ə)d] i præteritum- og perfektum participium-endelser. 

Her følger en oversigt over endelserne i gruppe 1:

Gruppe 2: d(ə) i præteritum kan have vokalændring i stammen

Nogle af disse ord har stammeforandring i præteritum og perfektum participium, og det er derfor ofte stødet, der viser forskellen mellem de to former (se nærmere under Stød).

Endelser i "gruppe 2" er:

 Gruppe 3: Lang præteritum, vokalændring i stammen

I gruppe 3 er verberne ofte forskellige i præteritum og perfektm participium.

Endelserne er:

Gruppe 4: Stærke verber

De stærke verber er dem, der ikke har endelse i præteritum. De fleste af dem har vokalforandringer i præteritum og perfektum participium. Stødet ændrer sig i de forskellige former. Vi vil nøjes med fire eksempler her:

Endelserne er:

Hjælpeverber

Hjælpeverber er verber, der styrer et infinit hovedverbum. Der er tidshjælpeverber (”være, have”), passivhjælpeverber (”være, blive”) og modale hjælpeverber (”kunne, skulle, måtte, burde”).

Tidshjælpeverber markerer hovedverbets tempus. I eksemplet ovenfor optræder er som et tidshjælpeverbum og danner sammen med kommet perfektumformen (førnutid). I eksemplet nedenfor optræder blir som passivhjælpeverbum til passivformen angrebet i linje 2.

De modale hjælpeverber viser modus for hovedverbet, det vil sige på hvilken måde hovedverbet skal forstås: fx hypotetisk, ønsket, muligt etc. I eksemplet nedenfor optræder og ska som modale hjælpeverber. I linje 3 viser at under særlige omstændigheder er det tilladt at ringe. Til gengæld indikerer skai linje 5 en forpligtelse eller norm (om at lade være med at ringe, hvis ikke det er et akut tilfælde).

Tids- og passivhjælpeverberne ("være", "have" og "blive") er nogle af de hyppigste verber i sproget. De kan alle forekomme både som hjælpeverber og som hovedverber. Når de er hjælpeverber, har de normalt ikke tryk, mens de ofte har tryk som hovedverber. Derfor viser vi dem i både stærke og svage former her:

Hjælpeverbernes stammer er:

  • vε:-, vεʌ, æ-/a- (eller æʌ̯, aʌ̯), vɑ, vε:ʌ-
  • hæ-, hæ-, (h)ɑ-, hæ:-, hɑf-
  • bli-, ble(w)-, evt. også bli:w-

Også de modale hjælpeverber, som kunne, skulle, ville, måtte er i talesproget konsekvent anderledes end de er i skriftsproget. Modalverberne findes ikke i imperativ eller præsens participium.

 

Hvor de stærke verber (gruppe 4) har deres korte form i præteritum, har de modale hjælpeverber det i stedet i præsens. Derfor kaldes disse hjælpeverber også for præterito-præsentiske. Derudover er deres infinitiv ligesom præteritum. I vores data er de korte former de langt mest almindelige, og det gælder også når verberne er trykstærke. Forskellen på om der er stød i den trykstærke, lange form i præsens eller ej, kan være regiolektalt betinget.

Verbernes placering

Samtalesprogets verber står meget forskellige steder, afhængig af deres bøjning, men placeringen svarer oftest til skriftsprogets syntaks:

  • De finitte verber (præsens og præteritum - både de aktive og passive, samt imperativ) har en fast position i sætningen og kan kun stå dér (se mere under Sætningsskema).
  • Infinitiver (både aktive og passive) står enten på en fast plads i sætningen eller som en del af et infinitivsyntagme, som kan stå de samme steder som nominalgrupper (se mere under Ordgrupper/Syntagmer og Sætningsskema).
  • Perfektum participium står enten på en fast plads i sætningen (den samme som infinitivens) når det indgår i "sammensatte tider" (se om Verbale forbindelser under Ordgrupper/Syntagmer) eller opfører sig som Adjektiver.
  • Præsens participium indgår i Verbale forbindelser og står ellers som Adjektiver eller Adverbier.

Når verber står alene eller ikke er der

Oftest optræder verber ikke i taleture for sig selv, men når de gør, kan det fx være som reparatur, eller som en imperativ.
I det følgende eksempel bruges imperativen af se som enkeltstående ytring:


Vi har ikke fundet eksempler på alene-stående verber som reparatur i vores data, men her er et oplevet eksempel, som er skrevet ned efter hukommelsen:

I eksemplet ovenfor påpeger det enkeltstående verbum i linje 2 et problem i den forudgående ytring, og det bliver så rettet ved hjælp af et andet enkeltstående verbum i linje 3.

Taleture kan også helt undvære verber. Det sker ofte i respons-ture til fx ja-nej-spørgsmål, men i linje 12, 13 og 14 nedenfor optræder de verbeløse ytringer som meningsfulde og bidragende enheder i sig selv.

I linje 14 mangler der i forhold til skriftsprogets grammatik et kopula (“er”) efter det, men noget tyder på at det danske kopula ofte integreres i det forudgående pronomen (se mere under Kopuladrop). Til gengæld optræder der helt tydeligt ikke noget verbum i linje 13. Dette viser at verberne i talesproget ikke er nødvendige for at skabe meningsfulde enheder.

Yderligere læsning

Monrad (2016) er en gennemgang af systematikken i udtalen af ganske mange hyppige danske verber.

Nissen, Annette (2015) indeholder eksempler på verber (og andre ord) der står alene som reparatur.