Når man på dansk beskriver et telefonopkald og bruger en af før-nutid- eller før-datidsformerne har ringet eller havde ringet, kan man indikere, at opkaldet ikke blev gennemført, eller at man ikke er tilfreds med resultatet, ved at tilføje haft. Man kan altså både sige jeg har ringet til dem og jeg har haft ringet til dem, men vælger man den sidste form, indikerer man, at man af en eller anden grund ikke er tilfreds med resultatet, f.eks. fordi telefonen ikke blev taget, fordi man ikke kunne komme til at tale med den rigtige person, eller fordi den person, man talte med, ikke kunne hjælpe en med det, man ringede om.

I eksemplet herunder har B ringet op, og A har taget telefonen. B's formål med opkaldet er at komme til at tale med en tredje person, Kamilla, men det viser sig, at hun ikke er hjemme, og A og B begynder at tale om, hvordan B så skal få fat på Kamilla. I linje 1 foreslår B, at han kan prøve at ringe til Kamilla igen dagen efter. Efter en lang pause foreslår A i linje 4-5, at han i stedet kan fortælle Kamilla, at B har haft ringet, og B godkender dette forslag i linje 10.

Sekvensen viser, hvordan både A og B opfatter det, at A fortæller Kamilla, at B har haft ringet, som et alternativ til, at B selv ringer op igen senere. Sekvensen viser altså, at samtaledeltagerne er enige om, at en person, der har haft ringet, ikke opnåede det, han/hun gerne ville, og at en person, der får at vide, at nogen har haft ringet for at tale med dem, selv ringer denne person op.

Dette mønster, hvor haft anvendes til at signalere, at en handling ikke er gennemført til talerens tilfredsstillelse, lader til at gælde mere generelt end bare, når det handler om telefonopkald (selvom der endnu ikke er lavet en undersøgelse der fokuserer på fænomenet generelt). I eksemplet herunder taler Ka og Pi om et dokument, som er forsvundet fra Ka's computer i forbindelse med, at hun blev afbrudt i sit arbejde.