Der findes to slags numeralier (talord): kardinaltal (mængdetal) og ordinaltal (ordenstal). Begge kan stå selvstændigt eller i nominalgrupper (se Ordgrupper/syntagmer). Kardinaltal bruges til at angive nøjagtige mængder og ordinaltal angiver præcis placering på en række af (ordens)tal.
Der er kun to numeralier som kan bøjes. Det første kardinaltal (‘1’) og det andet ordinaltal (‘2.’) kan bøjes i køn, efter det substantiv det lægger sig til:
| Utrum (fælleskøn) | Neutrum (intetkøn) |
|---|---|
| "en" ['eʔn] | "et" ['ed] |
| "anden" ['ænn̩] | "andet" [ænð̩] |
Numeraliet "en" og "et" adskiller sig fra den indefinitte artikel "en" og "et", idet numeraliet har tryk og i utrumformen også stød. Artiklen derimod er tryk- og stødløs (se Artikler/kendeord). Der er så vidt vi ved ingen forskel på udtalen af "anden" som numeralie og som relationelt pronomen (se Pronominer/stedord).
Resten af tallene er ubøjelige. Her er de første ni kardinaltal, efter "en": "to" [toʔ], "tre" [tʁɛʔ], "fire" ['fi:ʌ], "fem" [fɛmʔ], "seks" [sɛgs], "syv" [sywʔ], "otte" ['ɔdə, ɔ:d], "ni" [niʔ], "ti" [tiʔ].
Systemet for dannelse af tierne fra 50 til 90 er ret komplekst, men vi vil ikke gå nærmere i detaljer med dette (da orddannelse ikke behandles her, se Orddannelse).
Ordinaltallene (ordenstallene) kan ses som dannede ud fra kardinaltallene, fra "tredje" og opefter, men vi vil ikke gå nærmere i detaljer med dette (da orddannelse ikke behandles her, se Orddannelse).
Her er de første ti ordinaltal: "første" [ˈfɶɐ̯sdə], "anden" ['ænn̩], "tredje" [ˈtʁεðjə], "fjerde" [ˈfjeːʌ], "femte" [ˈfεmdə], "sjette" [ˈɕεːdə], "syvende" [ˈsywˀənə], "ottende" [ˈʌdənə], "niende" [ˈniˀənə], "tiende" [ˈtiˀənə].
Både kardinaltal og ordinaltal kan bruges i nominalgrupper (se Ordgrupper/syntagmer), og de kan stå alene, som nominale led (se Sætningsled) og i taleture for sig selv.
Christensen & Christensen (2014) er en lærebog for studerende. Den bygger på en lang tradition for beskrivelse af dansk grammatik.
Hansen & Heltoft (2011) er en stor, grundig og videnskabelig redegørelse for dansk grammatik. Den bryder på en del områder med traditioner i grammatikbeskrivelser, men har ikke systematisk behandling af samtalegrammatik.
