Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Pronominer (stedord)

 

Pronominer (stedord) er, som det danske navn antyder, ord der kan stå i stedet for et andet ord, oftest et navneagtigt ord (et "nomen"). Det er en blandet gruppe ord, som først og fremmest har det betydningsforhold tilfælles, at de kan stå i stedet for noget, så vi vil her gennemgå nogle af de vigtigste grupper af pronominer hver for sig.

Personlige pronominer

De personlige pronominer er dem der henviser til personer eller andre "virkelige" referenter som fx dyr eller objekter. Pronominerne bøjes i person, tal og kasus (fald). I 3. person ental bøjes de desuden i køn. Dels er der pronominerne den og det, der er bøjede i grammatisk køn (genus), og dels er der de tredjepersonspronominer som typisk bruges til at henvise til mennesker: hun, han, hen og de. De sidste fire pronominer bøjes efter socialt køn, altså de kønskategorier vi tildeler andre mennesker og os selv. De fleste traditionelle grammatikker tager kun højde for pronominerne hun og han og beskriver dem som værende bøjet efter biologisk køn (sexus), men i praksis er det ikke (kun) biologiske faktorer der afgør hvilket pronomen man bruger til at henvise til en person, så vi mener at det er mere nøjagtigt at tale om socialt køn.

Pronominerne kan sættes op i et system efter hvem de henviser til (person og tal) og hvor de står i sætningen (fald):

Person 

Nominativ (grundledsfald)

Akkusativ/Oblik (øvrige)

Genitiv (ejefald)

1. pers. ental

"jeg" [jɑj, jɑ, ja, (ʔ)ɑ, (ʔ)a]

"mig" [mɑj, mɑ]

"min" [miʔn, min]

2. pers. ental

"du" [du]

"dig" [dɑj, dɑ]

"din" [diʔn, din]

3. pers. ental, kvindeligt socialt køn

"hun" [hun, hon, hən, hn̩]

"hende" ['henn̩, hen]

"hendes" ['henn̩s, hens]

3. pers. ental,

mandligt socialt køn

"han" [hæn, han, hən, hn̩]

"ham" [hɑm, hm̩]

"hans" [hæns, hans, həns, hn̩s]

3. pers. ental, neutralt socialt køn
"hen" [hɛn, hɜn,  hən, hn̩ ]
  "hens"  [hɛns, hɜns,  həns, hn̩s]   
3. pers. ental, neutralt socialt køn "de" [di] "dem"  [dɛm]   "deres" ['da:ʌs, daʌ̯s]  

3. pers. ental, utrum (fælleskøn)

            "den" [dɛnʔ, dɛn, dən, dn̩]

"dens" [dɛnʔs, dɛns, dəns, dn̩s]

3. pers. ental, neutrum (intetkøn)

                       "det" [de]

"dets" [des]

1. pers. flertal

"vi" [vi]

"os" [ʌs]

"vores" ['vɒ:s, vɒs]

2. pers. flertal

"I" [i]

"jer" [jaʌ̯]

"jeres" ['ja:ʌs, jaʌ̯s]

3. pers. flertal

"de" [di]

"dem" [dɛm]

"deres" ['da:ʌs, daʌ̯s]

1. og 2. personspronominerne kalder man nogle gange deiktiske (pegende), fordi de "peger på" nogen i situationen (den der taler plus eventuelt flere eller den der tiltales plus eventuelt flere). 3. personspronominerne kaldes enten anaforiske, når de viser tilbage til noget/nogen, som tidligere er nævnt (eller forudsat) eller kataforiske, når de omtaler noget/nogen, der ikke tidligere er nævnt (men som så bliver nævnt lige bagefter).

Hvor der er nævnt flere former, er den første den, der bruges, når der er tryk på ordet, og hvis der er flere derefter, står de i rækkefølge således, at de mest svækkede står til sidst.

Nominativ-formerne bruges, når ordet står som grundled i en sætning (se om Sætningsled). Som alle andre led og i alle andre positioner, samt når ordet står uden for sætninger eller alene i ture, bruges den oblikke form (akkusativ).

Genitivformerne bruges enten som bestemmere i nominalsyntagmer (se om Ordgrupper/Syntagmer) eller alene som prædikativer (omsagnsled) (se om Sætningsled) eller alene i ture.

Refleksivt pronomen/tilbagevisende stedord

Det refleksive pronomen hedder sig [sɑj, sɑ]. Det bruges sammen med verber, som angiver, at en person udsætter sig selv for en handling (som i vaske sig, udtrykke sig osv.). Her står det refleksive pronomen som objekt (genstandsled) (se om Sætningsled). Det bruges når subjektet (grundleddet) er i 3. person, men i 1. og 2. person bruges den oblikke (akkusativ-) formen.

Det refleksive pronomen har genitivformen sin [siʔn, sin]. Som ved de personlige pronominer bruges dette som bestemmer i nominalsyntagmer (se om Ordgrupper/Syntagmer).

Possessive pronominer (ejestedord)

Man kan også se genitivformerne blandt de personlige og det refleksive pronomen som en særskilt gruppe, possessive pronominer (ejestedord). Tre af disse kan bøjes yderligere efter det, de lægger sig til. Det gælder i samtalesproget:

Person

Utrum (fælleskøn)

Neutrum (intetkøn)

Pluralis (flertal)

1. pers. ental

"min" [miʔn, min]

"mit" [mid]

"mine" [mi::n, mi:nə]

2. pers. ental

"din" [diʔn, din]

"dit" [did]

"dine" [di::n, di:nə]

Refleksivt pron.

"sin" [siʔn, sin]

"sit" [mid]

"sine" [si::n, si:nə]

Som man kan se, ligner bøjningen køns- og tal-bøjningen for Adjektiver/Tillægsord.

Reciprokt pronomen/Gensidigt stedord

Her drejer det sig om ordet hinanden (som også findes i genitiv, hinandens). Dette ord viser tilbage til et subjekt (grundled) i flertal og udtrykker gensidighed.

Demonstrative pronominer/Påpegende stedord

Som navnet antyder, bruges demonstrative/påpegende pronominer til at pege særligt på det, der henvises til. I samtalesproget bruger man normalt en kombination af den, det, de og dem og adverbierne her og der som demonstrative pronominer: den her, den der, det her, det der, de her, de der, dem her og dem der. Disse ordkombinationer kan både stå alene og i nominalsyntagmer. I nominalsyntagmer kan de enten stå sammen, foran syntagmets kerne, fx kigge på den der EURES, eller fordelt, før og efter kernen: fx, jeg får så meget ros for de boller der. Når disse ordkombinationer bruges demonstrativt, er der altid tryk på mindst et af de to ord er indgår i kombinationen.

I skriftsproget er de demonstrative pronominer denne (utrum), dette (neutrum) og disse (pluralis). Disse ord er sjældne i samtalesproget.

Interrogative pronominer/Spørgestedord

De spørgende pronominer henviser (står i stedet for) noget, som spørgeren udtrykker at h/n ikke ved. De står normalt først i sætninger (se om Sætningsskema). I grammatiske beskrivelser vil nogle af nedenstående spørgeord normalt stå under Adverbier (alle dem med hvor-), fordi de står i adverbielle sætningsled (se om Sætningsled). For enkelthedens skyld (og pga. vores forsøg på at rydde op i ordklassen Adverbier) kommer her eksempler på alle de ord, som vi i samtalesproget har fundet bruges som spørgestedord.

Først dem der kan stå som selvstændige led (og som normalt betragtes som selvstændige ord):

  • Hva [va, væ] laver du (om ting, aktiviteter, begivenheder)
  • Hvordan du hvad [væð] (om ytringer af en anden person, eller om ting, aktiviteter og begivenheder)   
  • Hvem [vɛm] er det (om personer)
  • Hvor [voʌ̯ʔ, ʔ] mødte vi hende (om steder)
  • Hvordan [vʌ'dæn] ser han ud (om måder, tilstande)
  • Hvodden ['vɔdn̩, vɔn] har Kamilla det (om måder, tilstande)
  • Hvornår [vʌ'nɒʔ] ve' de gerne ha det (om tidspunkter)
  • Hvorfor ['vʌfʌ] går jeg her (om grunde, årsager)
  • Hvorfor [vʌ'fʌ] (normalt alene, om grunde, årsager)
  • Hvorfra [vɒ'fʁɑʔ] (ofte alene, om oprindelsessted)

og så dem der står som bestemmere i andre syntagmer (se om Ordgrupper/Syntagmer). Det vigtigste af disse er hvor [vʌ]: 

  • Hvor [vʌ] langt kom vi nu
  • Hvor [vʌ] mange unger blir der
  • Hvor [vʌ] meget ka man gå til

Ordet hvor [vʌ] har aldrig tryk, og det er i samtalesproget ikke det samme ord som det selvstændige spørgestedord hvor [voʌ̯ʔ, ʔ]. Hvor [vʌ] kan sættes foran adjektiver, adverbier og pronominer, der angiver mængde. Grunden til at vi (ligesom i skriftsprogstraditionen) ser hvor [vʌ] som et selvstændigt ord i hvor langt, hvor meget osv., men som en del af et sammensat spørgeord i hvordan, hvornår, hvorfor, hvorfra, er, at den første del af disse ord kan udtales forskelligt og, at trykfordelingen kan ændres, hvor ordet hvor [vʌ] kan sættes foran mange forskellige mængdeord og altid er ubetonet og udtales (mere eller mindre ens).

Andre foranstillede spørgeord er:

  • Hvaffor ['væfʌ] noget sir du
  • Hvaf' [væf] en dato er det
  • Hva [væ] farve har du så valgt

hvor man i skriftsproget ville have "hvilken".

Sandsynligvis finder man også hvis [ves] - og måske varianter som hvisses [vesəs] - som både selvstændigt og foranstillet spørgeord (Hvis er det, Hvis bil er det).

Nogle spørgeagtige ord står næsten altid helt alene i deres tur. Det gælder de ord, som beder om reparatur (altså om at en anden taler retter noget i det h/n har sagt). Det gælder ordene hvar [vɑ] og hvad [væð], som vi i denne grammatik ser som interjektioner/diskurspartikler.

Interrogative pronominer kan også stå i indirekte spørgende sætninger, som i Ve' du noget om hvornår han kommer hjem. Her har de samme funktion og betydning som i de direkte spørgende sætninger.

Relative pronominer/henvisende stedord

Relative pronominer er ord, der indleder relative (henvisende) sætninger og står som led i disse, samtidig med at de henviser til noget indhold i den overordnede sætning som den relative sætning er et led i. De vigtigste relative pronominer i samtalesproget er som [sʌm] og der [dɑ, dɒ]. Nogle grammatiske beskrivelser ser disse ord som konjunktioner (bindeord). Vi har valgt at se dem som pronominer (stedord), da de står "i stedet for" et led i den relative sætning (se om Sætningstyper og sætningsled), selv om de - ulig de fleste andre pronominer - ikke kan bøjes.

I samtalesproget bruges følgende ord som relative pronominer/forbindere:

"som" [sʌm]:

  • så fandt jeg det her kaffe som jeg selv købte noget af ("som" står som objekt i sin underordnede sætning, og henviser til det her kaffe)
  • for der bygget et helt nyt hus på Kirkevejen som ligger midt- lige midt i den ("som" står som subjekt i den underordnede sætning, og henviser til et helt nyt hus på Kirkevejen)
  • hun har et barn i forvejen som han ikk- som han ikke er far til ("som står som styrelse til præpositionen til, og det henviser til et barn)

I nogle tilfælde kan som (når det står som objekt eller styrelse) udelades. Man kan fx sige hun har et barn i forvejen han ikke er far til. Dette gøres vistnok mindre i samtalesproget end i skriften.

"der" [dɑ, dɒ]

  • et af mine børnebørn der er der (står som subjekt i den underordnede sætning, henviser til et af mine børnebørn)

Dette ord står normalt som subjekt i sin underordnede sætning og kan ikke udelades. Dette ord er ikke det samme ord som stedsadverbiet der eller det formelle subjekt der (se om Adverbier), som også kan have andre udtaler.

"hvor" [vɒ]

  • det kommer en gang imellem hvor man lige får en tur med maven jo (står som adverbial i den underordnede sætning, henviser til en gang imellem)
  • den der udsendelse hvor de vurderer (står som adverbial i den underordnede sætning, henviser til den der udsendelse)

 

I skriftsproget findes der relative pronominer, som kan bøjes (hvilken, hvilket, hvilke, hvis). Dem har vi ikke kunnet finde i vores samtaledata.

Indefinitte pronominer/Ubestemte stedord

De fleste pronominer er "født" bestemte (definitte), fordi de henviser til eller står i stedet for noget, som er kendt i samtalesituationen. Der findes imidlertid en gruppe pronominer, som har det tilfælles, at de udtrykker noget ubestemt -indefinitte eller ubestemte pronominer. De indefinitte pronominer står normalt selvstændigt.

Et af de indefinitte pronominer kan, som de personlige pronominer, bøjes i kasus, nemlig man:

Nominativ (grundledsfald)

Akkusativ/Oblik (øvrige)

Genitiv (ejefald)

"man" [man, mæn]

"en" [eʔn, en]

"ens" [eʔns, ens]

En del af de andre har en særlig form for neutrum (intetkøn), men samme form for utrum (fælleskøn) og pluralis (flertal), enkelte kan have forskellige former i alle tre tilfælde. Nogle har en genitivform (dannet ved at tilføje -s [-s]):

Utrum(fælleskøn)

Pluralis (flertal)

Neutrum (intetkøn)

Genitiv (ejefald)

"nogen" [no:n, non]

"nogen" [no:n, non]

"noget" [nɔːð, nɔð]

"nogens" [no:ns, nons]

"ingen" ['eŋŋ̩] eller "ikk nogen" ['egno:n, egnon]

"ingen" ['eŋŋ̩] eller "ikk nogen" ['egno:n, egnon]

"ikk noget" ['egnɔːð, egnɔð] 

"ingens" ['eŋŋ̩s] eller "ikk nogens" ['egno:ns, egnons]

"alt" [æld]

"alle" ['æll̩]

"alt" [æld]

"alles"  ['æll̩s]

"hver" [vaʌ̯ˀ]

"hver" [vaʌ̯ˀ]

"hver" [vaʌ̯ˀ]

-

"enhver" [en'vaʌ̯ˀ]

"ethvert" [ed'vaʌ̯ˀd]

-

("enhvers")

Andre pronominer/stedord: relationelle, kvantitative

Der findes en restgruppe af pronominer, som puttes i lidt forskellige klasser i forskellige grammatiske beskrivelser. De kan være "relationelle" dvs. udtrykke et forhold til noget andet (fx "anden", "ens", "sådan" ['sʌdn̩, 'sʌnn̩, sʌn], "samme" m.fl.) og/eller "kvantitative" (dvs., at de angiver en ubestemt mængde som fx "nogen", "ikke nogen", "meget" ("mere", "mest"), "lidt" m.fl.). Disse pronominer står normalt attributivt dvs. som del af nominalgrupper (se om Ordgrupper/Syntagmer).

Hvor kan pronominer stå?

Som nævnt kan pronominer stå mange forskellige steder, og de forskellige slags pronominer kan stå forskellige steder. De typiske steder man finder pronominer, er:

  • alene, som subjekter (grundled) i sætninger. Her finder man nominativformerne af de personlige pronominer, indefinitte pronominer, de relative pronominer der og som samt det interrogative pronomen hvem. I samtalesproget står der ofte "pronominale kopier" i sætningers forfelt (se opslaget om Tunge led i forfeltet).
  • alene, som objekt (genstandsled) i en sætning og som styrelse for en (strandet) præposition (se Præpositioner). Her finder man de oblikke former af de personlige pronominer, to af de interrogative (hvem, hva), det relative pronomen som samt indefinitte pronominer.
  • alene, som adverbialer. Her finder man nogle af de interrogative pronominer (hvor, hvorfor, hvordan, hvornår, hvorfra dvs. de pronominer som mange andre grammatiske beskrivelser placerer i ordklassen Adverbier) og det relative pronomen hvor.
  • som "bestemmere" i nominalgrupper (se om Ordgrupper/Syntagmer). Her finder man genitivformerne af de personlige, refleksive, reciprokke og indefinitte pronominer, de possessive pronominer, de interrogative pronominer hvaf(for), hva samt kvantitative og relationelle pronominer.

Alle de pronominer, som kan stå alene som led i sætninger, kan også stå som fritstående ord alene i en taletur.

Relevante opslag:

Yderligere læsning:

Hansen & Steensig (2018) behandler blandt andet hvaffor en og hvaffor n'en og spørger om der er tale om ord eller ordkombinationer.