Latter følger, ligesom ord og andre sproglige udtryk, en grammatisk struktur og orden i samtalesprog. Den amerikanske samtaleanalytiker Gail Jefferson har beskrevet hvordan engelsktalende bruger latter som en sproglig resurse på forskellig vis, bl.a. hvordan talere kan invitere deres samtalepartnere til at le (og også hvordan de kan afvise den slags invitation).

Forskellige ting kan være årsag til latter. Det kan være en decideret vittighed, som har til formål at vække latter, men det kan også være noget der først viser sig at være morsomt i ytringstidspunktet, og ikke nødvendigvis har været intenderet grinagtigt. Derudover kan talere også retroaktivt “morsomgøre” en seriøs ytring ved at le af den efterfølgende. Alt dette kan hænge sammen med hvem der ler og hvornår.

Du kan finde samtaleanalytiske tekster om latter på engelsk i vores referenceliste. Der er også lavet samtaleanalytiske studier af latter på dansk, hvilket du kan læse om her på siden.

Jefferson (1979, 1985) er to tekster der omhandler latters funktion i samtaler på engelsk.

Jefferson (2004) handler om latter i interaktioner mellem mænd og kvinder - eller rettere “manderoller” og “kvinderoller”.

Jefferson, Sacks og Schegloff (1987) beskriver latters funktion i samtaler, og kigger specifikt på en samtale hvor der er noget følsomt eller tabubelagt på spil.