Ofte i samtaler er der en person, der taler i længere tid end kun en enkelt ytring. Det er fx tilfældet, når man fortæller en historie. Historier kan fortælles på mange forskellige måder, og de følger ikke nødvendigvis en fast skabelon. Men der er alligevel flere ting, der er karakteristisk for, hvordan historier hænger sammen. Det vil vi forklare i dette opslag.

At få lov

Når man fortæller en historie, taler man selv i længere tid. Derfor skal man typisk forhandle med de andre samtaledeltagere om retten til at fortælle en historie, inden man kan begynde.

Foregribe historiens konklusion

I begyndelsen af historier foregriber eller antyder historiefortælleren typisk noget af historiens konklusion eller blot historiens karakter – er historien sjov, overraskende eller noget tredje. Det hjælper modtageren til at vurdere, hvornår historien har nået sin konklusion. Det er vigtigt, for når historien slutter, skal modtageren kunne komme med en passende respons til historien.

Nedenfor er et eksempel på begyndelsen af en historie. Her foregriber Beate konklusionen af den historie, hun vil fortælle Anne, når hun siger, at nogle af de mænd, der deltog i en fest, hun var til, var ”↑li::dt↘ nederen→”.  Derefter følger selve historien.

Denne foreløbige vurdering - at mændene var “lidt nederen” - vender hun tilbage til i slutningen af historien, og det bliver altså foregrebet allerede i begyndelsen af historien. På den måde viser hun tidligt hvad slags historie, der er tale om (en klagende historie). Det forbereder modtageren på, hvad der kan være en passende respons på historien.

Selve historien

Når folk fortæller en historie, bruger de ofte ord som tidsadverbiet ”så” og ”å så” til at strukturere deres historie i forhold til tid. Samtidig indtager andenparten en rolle som lytter ved fx at nikke og komme med minimalresponser som ja, nej og mm eller ved at nikke. På den måde viser de fortælleren, at de har forstået de enkelte dele af historien.

Det gør Beate fx brug af i følgende lille udsnit, hvor hun fortsætter med at fortælle om festen:

På det her tidspunkt i historien siger Anne ikke noget, men hun nikker fra “der” i linje 9 og i løbet af pausen i linje 10.

Historiens konklusion

Når historien når sin konklusion, skal det gerne være tydeligt for modtageren, at det er det, der sker. Det kan taleren fx gøre ved at opsummere med ”og så” i stedet for bare ”så” eller vise, at historien intensiveres ved adverbier som ”bare”. Afhængigt af typen af historie kan taleren også ændre sin stemme – fx ved at tale højere, begynde at grine eller bruge en karikeret stemme (se også parodi i rapporteret tale) for at vise, at man har nået klimaks.

Det gør Anne bl.a. i en anden historie i samtalen med Beate, som hun afslutter således:

Her er altså både brugt ”og så”, adverbiet ”bare” og en høj stemme, der alle peger i retningen af historiens klimaks.

Vurdering

Når historien har nået sin konklusion, vurderer samtaleparterne typisk historien. Normalt vurderer man først historiens stemning – er den sjov eller overraskende, fx – og dernæst historiens indhold.

Nedenfor afslutter B sin historie i linje 1 til 4, hvorefter A vurderer den med ”ej” (se også opslaget om ej)  i linje 5 til 7: