Aarhus Universitets segl

Hva fanden i informationssøgende handlinger

Når det spørgende pronomen hva og substantivet fanden bruges som én vending i samtaler, indgår en negativ vurdering af en referent eller situation. Generelt bruges hva fanden til to forskellige formål (for yderligere information om hva se Hva, for hva fanden se Hva fanden i vurderende handlinger)

I informationssøgende handlinger bruges hva fanden til at tage afstand fra det der tales om ved at udtrykke uvidenhed og en negativ vurdering af det.

Det kan f.eks. være i ordsøgninger, anden-initiering af reparatur, eller efterspørgsler af information.

I anden-initieret reparatur udpeger taleren et problem i forståelsen af den foregående tur. Når hva fanden bruges i anden-initieret reparatur, udtrykkes derudover en negativ holdning om referenten/problemkilden. 

Dette bliver synligt i eksemplet nedenunder, hvor fire kvinder taler sammen om et julearrangement, Susanne lige har organiseret. I starten af uddraget sammenligner hun sin måde at købe slik til arrangementet på med den tidligere organisator. Hun udtrykker her allerede en negativ holdning mod Candinavia (l. 1-3). 

Tanja initierer reparatur af Susannes foregående tur ved at gentage problemkilden (l. 6), for så efterfølgende at uddybe med en hva fanden initieret tur (l. 8). Hun giver hermed udtryk for, at hun kan reproducere problemkilden, men mangler information til fuld forståelse af den. 

Tanja udpeger med sin initiering af reparatur (l. 8) ikke kun et forståelsesproblem med den foregående tur. Hun matcher også Susannes negative holdning om problemkilden (Candinavia) ved netop at bruge hva fanden frem for fx. bare hva. Susanne udfører efterfølgende anden-initieret selv-reparatur ved at uddybe problemkilden yderligere (l. 9).

Når hva fanden initierer en ordsøgning, lader det til at vise at løsningen ikke kan findes, fordi taleren er den eneste der har adgang til viden om det, men ikke lige nu har adgang til løsningen. Ordsøgninger opstår generelt, når taleren skal producere et bestemt begreb, der ikke kan erstattes af andet, som fx navne.

I det nedenstående eksempel, udfører Hans sådan en ordsøgning (l. 9) efter Georg i den foregående samtale har nævnt at han mangler noget relevant teori til en opgave, som Hans åbenbart har et tilbud på. Han starter tilbuddet ved at initiere en ordsøgning for navnet på den relevante bog.

Hans’ ordsøgning formuleres som et spørgsmål til ham selv, da ingen af de andre samtaledeltagere har adgang til den relevante viden og derfor hellere ikke kan hjælpe ham. Han lykkes ikke med at finde navnet på bogen, og tilføjer i stedet anden information om bogen (l. 11, 12, 14). Brugen af hva fanden virker her til at understrege fra starten af, at Hans ikke kommer til at kunne finde frem til den eftersøgte information. Eksempler fra yderligere data viser, at problemkilden i ordsøgninger initieret med hva fanden aldrig bliver repareret. 


Kilder og yderligere læsning:

Sørensen et al. (2025) om brugen af hva fanden i samtale.

Kitzinger, C. (2013) om reparatur i Sidnell’s & Stiver’s Handbook of Conversation Analysis.

Clausen, Olja Hedelund & Pedersen, Nikoline (2017) om respons i forbindelse med formatet hva hedder det.


Indgange:

Samtalens byggesten > Ordklasser > Pronominer > Spørgende pronominer

Samtalens byggesten > Ordklasser > Substantiver

Samtalehandlinger > Reparerende samtalehandlinger

Samtalehandlinger > Vurderende samtalehandlinger

Samtalehandlinger > Informerede, rapporterende og fortællende samtalehandlinger