At (infinitivpartikel)
I dansk skriftsprog er infiinitivpartiklen "at" obligatorisk, når et verbum i infinitivform optræder i en sætning med nominal funktion. I samtalesproget optræder infinitivpartiklen i samme position som i skriftsproget, men i samtalesproget udtales den å [ʌ]. Der er altså lydligt sammenfald mellem infinitivpartiklen og den hyppigste udtale af konjunktionen og.
Nedenfor ses et eksempel på, hvordan å forekommer inden verbet stå, som optræder i infinitivform. Inden eksemplet fortæller Thomas (THO), at hans far bliver udlært til vinter, og så ved han ikke, om han får et arbejde.
For at afspejle at infinitivpartiklen udtales [ʌ] i talesproget, transskriberer vi den blot med vokalen å. å-formen er den langt hyppigste udtale af infinitivpartiklen i dansk samtalesprog. Enkelte steder kan den forekomme med en mere a-agtig udtale.
Kilder og yderligere læsning
Bruun (2018) er en grundig beskrivelse af og/at.
Christensen og Christensen (2009), en grammatik over dansk, har en side, som adresserer, at at kan udtales med en å-agtig vokal.
Hansen og Heltoft (2011) er en uddybende grammatik over dansk, som anerkender, at infinitivs-at normalt udtales med en å-lyd.
Indgange
Samtalens byggesten > Ordklasser > Verber
Samtalens byggesten > Ordklasser > Interjektioner og partikler
Samtalens byggesten > Syntaks > Ydre syntaks og sekvensorganisering