I samtaler kan deltagere finde på at invitere hinanden til noget som f.eks. at invitere en deltager med til et arrangement eller til at være med i en bestemt aktivitet. Nedenfor ser vi et eksempel på en invitation fra en samtale, hvor deltagerne Anne (A), Diana (D) og Carl (C) er ved at gøre klar til at spille Jeopardy.
Efter opsætningen af jeopardyspillet, kommer Diana med en invitation til Bjørn (B) i linje 7, hvor hun inviterer ham til at være med i spillet. Bjørn afviser invitationen i linje 9 med en forklaring om, at han spiller Scrabble. Herefter fortsætter samtalen, hvor Diana orienterer sig mod Annes problem med en tvivlsom buzzer-knap.
I uddraget ovenfor kan det ses, hvordan Diana inviterer Bjørn til at være med til at spille Jeopardy. Hendes invitation ve’ du være me’? kombineret med hendes blik rettet mod Bjørn udpeger Bjørn som modtager af invitationen. Det er altså Bjørn, som bliver inviteret til noget. Invitationen er opbygget på sådan en måde, hvor det ikke nævnes, hvad Bjørn skal være me’ til. Men dette tydeliggøres ved, at Anne, Diana og Carl sidder ved bordet med Jeopardy-spillet mellem dem, og derfor forstås invitationen som en invitation til at være med til at være med i spillet. Bjørn svarer på invitationen ved at forklare, at han spiller Scrabble. Denne forklaring forstås som en afvisning af invitationen.
Invitationer kan opbygges på flere måder og dermed have flere forskellige strukturer, altså forskellige formater. En invitation lægger op til at modtageren skal acceptere invitationen. Hvis modtageren accepterer invitationen, sker det ofte straks og uden yderligere forklaring. Dette tyder på at accept er den socialt uproblematiske – eller "præfererede" – samtalehandling efter invitation.
Vi så i uddrag 1, hvordan Diana inviterede Bjørn til at være med til at spille Jeopardy med hendes ytring ve’ du være me’?. Denne ytring har interrogativ (spørgsmålsagtigt) syntaks, hvor ytringen er formuleret som et ja/nej-spørgsmål. Dette ser vi også andre eksempler på i vores data, se for eksempel (1) nedenfor:
(1) Kommer du ikk over over å ser fodbold i morgen Pelle (AULing | DTKok)
Vi har hos Samtalegrammatik.dk brug for at lave flere studier af invitationer og deres forskellige formater for at få helt på plads, hvordan de kan opbygges. Nogle foreløbige observationer er at invitationer kan optræde med deklarativ syntaks og minde om forslag eller tilbud.
Som tidligere nævnt så lægger en invitation op til et svar som enten accepterer eller afviser invitationen.
Invitationens format vil ofte påvirke formatet af det efterfølgende svar. Hvis en invitation med interrogativ syntaks skal accepteres (som i uddrag 1) kunne man forvente det ville optræde i et ”ja”-format. I (1) vil en accept typisk være i formatet ”jo” pga. negationen ikk i ytringen.
Hvis invitationen derimod skal afvises, ville man forvente et andet format. Som tidligere nævnt, vil en afvisning af en invitation ofte komme til udtryk gennem et dispræfereret svar, som altså typisk vil afføde en forklaring. Derudover kunne man forestille sig, at en afvisning ville optræde med andre elementer som for eksempel tøven eller genstart, som markerer det socialt problematiske herved.
I uddrag 1 kunne vi forvente, at Bjørn ville afvise invitationen (med interrogativ syntaks) med et “nej”-format . I stedet ser vi, at Bjørn straks svarer tilbage, men hans afvisning er i et forklarende format. Hans respons på invitationen, jeg spiller Scrabble, lader netop til at forklare, hvorfor han ikke kan være med til at spille Jeopardy.
Yderligere læsning:
Drew (2018) beskriver hvordan invitationer (på engelsk) ofte udføres indirekte gennem specifikke formater.
