Et velkendt fænomen i interaktion er, at folk nogle gange citerer andre folks tale eller tanker. Et eksempel på dette ses i (1) nedenfor.

Her henviser As ytringer i linje 2 og 3 til noget, som andenparten i samtalen har sagt på et andet tidspunkt. Dette fænomen er velbeskrevet indenfor lingvistikken og bliver blandt andet kaldt rapporteret tale.

En resurse, samtaleparter gør brug af, er, at de parodisk kan imitere den taler, de rapporterer. Man kan beskrive det som en form for skuespil eller at taleren sprogligt set iklæder sig et kostume, der kan vise en holdning til det talte. Fx kan man herigennem udtrykke en humoristisk eller latterliggørende attitude overfor noget en person har sagt eller gjort. Eksempel (2) nedenfor viser netop det:

I linje 5-6 rapporter Bea sin datters tale. Dette gøres med i et betydeligt højere toneleje end hendes normale tale, hvormed hun synes at imiterer datterens lyse stemme. Samtidig demonstrerer hun med sin gestik, hvordan hun er pakket ind i et lammetæppe. Hun udtrykker hermed, at hun synes datteren gjorde noget sødt på det tidspunkt, hvilket Astrid også efterfølgende kommenterer (jf. nå::h↘).

Det er også interessant at beskæftige sig med denne resurse, da den har en bestemt funktion i interaktion. Navnligt kan parodi i rapporteret tale bruges til at afslutte en fortælling. Dette ser vi til dels også i eksempel (2), hvor Beas parodi af datteren følges af en vurdering fra Astrid i linje 8. Det er karakteristisk for fortællinger, at de typisk efterfølges af vurderinger af fortælling, som vi ser det i linje 8 og 9 ovenfor.

Dette vises dog endnu tydeligere i eksempel (3) nedenfor, hvor Anne orienterer mod Beates fortælling som havende nået sin afslutning efter et tilfælde af parodieret rapportert tale: