Dette opslag handler om svarordet eller interjektionen jo og ikke adverbiet jo. Svarordet står som respons, både efter spørgsmål og andre ytringer. Det har normalt tryk og kan udtales ['joːˀ], ['jɔwˀ].

Dansk har et såkaldt 'perfekt polaritetssystem' hvor negativt formulerede ytringer bekræftes med nej, mens positive formulerede ytringer bekræftes med ja. Men visse negativt formulerede ytringer udtrykker i virkeligheden positive påstande og i de tilfælde bruges jo til at bekræfte eller acceptere påstanden. Eksemplet nedenfor illustrerer at der er en tydelig arbejdsfordeling mellem ja og jo. Her bekræftes en positivt formuleret ytring med ja, men når den samme ytring derefter formuleres negativt bekræftes den med jo:

Mie og Jens er i færd med at udveksle sladder om en lokal familie, og Mie har lige fortalt Jens at familiemedlemmerne er blevet uvenner på grund af en arvesag. I linje 5-9 byder Jens ind med et eksempel på at et af familiemedlemmerne åbenbart havde glemt at informere et andet medlem om noget. Jens brug af vist i udsagnet i linje 9 antyder at han i virkeligheden ved mindre om dette end Mie gør, men Mies jerh i linje 9 udtrykker kun en accept af udsagnet og viser ikke Mies viden om emnet. Efterfølgende producerer Jens derfor et negativt formuleret spørgsmål der viser at han gerne vil have sit udsagn bekræftet, hvilket Mie så gør med joh han havde i linje 14.

Jo bruges også til at bekræfte en ytring der kun er negativt formuleret i kraft af at taleren tilføjer ikk som efterstillet ’tag’, som i det følgende eksempel, hvor Lis’ påstand om at Asta havde en fælles bil i garagen, afsluttes med ikk: