Adverbiet jo bruges til at markere at det, der bliver sagt, allerede er kendt information for både taleren og modtageren. Ofte indgår jo i svar på spørgsmål. Afhængigt af konteksten kan det tjene forskellige formål at udpege informationen som kendt og delt. Det kan, som der vil være eksempler på længere nede i dette opslag, udfordre modtagerens påstand om at mangle information (altså personens grundlag for at stille et spørgsmål), redegøre for hvorfor taleren ikke kan svare på et spørgsmål, og udpege et spørgsmål der er blevet stillet, som urimeligt.

Nogle af eksemplerne i dette opslag er fra svensk talesprog, men da jo (svensk: ju) ser ud til at have samme funktion på dansk og svensk, kan analyserne generaliseres til også at gælde for dansk.

I sætningen kan jo placeres to steder: Efter det finite verbum, og/eller efter hele sætningen. Her er et eksempel på begge dele i samme ytring: Det ku jo være arbejdsløshedskassen jo.

Hvis jo indgår i et direkte svar på et spørgsmål, kan ytringen have som funktion at udfordre spørgerens påstand om at mangle den information der bliver anmodet om. I så fald signalerer jo at modtageren allerede burde kende svaret på det spørgsmål, modtageren har stillet. Det ses fx i det svenske eksempel nedenunder, hvor parret H og M prøver at finde ud af hvad de skal give M’s lillesøster i fødselsdagsgave:

I linje 3 spørger H om søsteren har ”nogen kaffekopper eller service”, hvortil M i linje 6 svarer at hun fik 46 glas i studentergave. M bruger her jo og signalerer dermed at H allerede er klar over, at søsteren fik de glas, og det bekræftes også i linje 8, hvor H svarer Just de (”Lige præcis”/”Nå ja”).

Jo kan også optræde i ytringer der følger umiddelbart efter det indledende svar på et spørgsmål. Her kan det retfærdiggøre, hvorfor taleren ikke kan svare på spørgsmålet. Eksemplet herunder er fra en samtale mellem L, en ældre kvinde, og hendes hjemmehjælper, B. L har snakket om sin datter, der bor i USA, og har fortalt at der ikke har været så meget regn derovre, hvortil B spørger om det er gået ud over landbruget:

L angiver I linje 4 at hun ikke kender svaret på B’s spørgsmål ved at sige det ved jeg ikke, og påpeger umiddelbart efter at hendes datter bor i en by, hvilket implicerer at datteren derfor ikke kan vide særligt meget om hvordan tørken har påvirket afgrøderne. Ved at bruge jo i den opfølgende ytring, signalerer L at denne information i en eller anden forstand er fælles for hende og B, og at B bør genkende den som en gyldig grund til at L ikke kan besvare spørgsmålet. B godtager også L’s ytring som et validt svar med Jerh i linje 6.

De overstående uddrag har begge været eksempler, hvor samtalepartnerne har haft en relativt høj grad af samhørighed: Både H og B har godtaget jo-ytringerne som information de har haft adgang til, og så vidt det kan ses på de pågældende samtaler, er ingen blevet holdt til ansvar for at mangle viden eller for at have stillet et unødvendigt spørgsmål. Modsat er der mere konflikt i det næste eksempel, hvor parret V og R sidder på en café. Forud for eksemplet har caféejeren set at V havde en pakke cigaretter i hånden, og fortalt ham, mens R var til stede, at han gerne må ryge inde i caféen. I linje 1 tænder V så en cigaret, hvortil R spørger om han godt må ryge: