Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Jo (adverbium/partikel)

26.06.2019 | Samtalegrammatik.dk

Adverbiet jo bruges til at markere at det, der bliver sagt, allerede er kendt information for både taleren og modtageren. Ofte indgår jo i svar på spørgsmål. Afhængigt af konteksten kan det tjene forskellige formål at udpege informationen som kendt og delt. Det kan, som der vil være eksempler på længere nede i dette opslag, udfordre modtagerens påstand om at mangle information (altså personens grundlag for at stille et spørgsmål), redegøre for hvorfor taleren ikke kan svare på et spørgsmål, og udpege et spørgsmål der er blevet stillet, som urimeligt.

Nogle af eksemplerne i dette opslag er fra svensk talesprog, men da jo (svensk: ju) ser ud til at have samme funktion på dansk og svensk, kan analyserne generaliseres til også at gælde for dansk.

I sætningen kan jo placeres to steder: Efter det finite verbum, og/eller efter hele sætningen. Her er et eksempel på begge dele i samme ytring: Det ku jo være arbejdsløshedskassen jo.

Hvis jo indgår i et direkte svar på et spørgsmål, kan ytringen have som funktion at udfordre spørgerens påstand om at mangle den information der bliver anmodet om. I så fald signalerer jo at modtageren allerede burde kende svaret på det spørgsmål, modtageren har stillet. Det ses fx i det svenske eksempel nedenunder, hvor parret H og M prøver at finde ud af hvad de skal give M’s lillesøster i fødselsdagsgave:

Heinemann, Lindström og Steensig | sextifyra glas (svensk) | ((ansigt-til-ansigt))

01   H:     Mm:→<(p>
02          (2.0)
03   H:     Har hon nå kaffekoppar eller servi:s
04          (sådär)↗→
05          (1.8)
06 → M:     Hmhh ja(h)a hon fick ju va va:’re sextifyra
07          gla:s av Katr(h)i(h)n I sin studentpresent ()
08   H:     Ju:st de→

I linje 3 spørger H om søsteren har ”nogen kaffekopper eller service”, hvortil M i linje 6 svarer at hun fik 46 glas i studentergave. M bruger her jo og signalerer dermed at H allerede er klar over, at søsteren fik de glas, og det bekræftes også i linje 8, hvor H svarer Just de (”Lige præcis”/”Nå ja”).

Jo kan også optræde i ytringer der følger umiddelbart efter det indledende svar på et spørgsmål. Her kan det retfærdiggøre, hvorfor taleren ikke kan svare på spørgsmålet. Eksemplet herunder er fra en samtale mellem L, en ældre kvinde, og hendes hjemmehjælper, B. L har snakket om sin datter, der bor i USA, og har fortalt at der ikke har været så meget regn derovre, hvortil B spørger om det er gået ud over landbruget:

Heinemann, Lindström og Steensig | afgrøder (dansk) | ((ansigt-til-ansigt))

01   B:     Jahm [a det g]å u- A det gå u ove:rehm (.)
02   L:          [(mange)]
03   B:     afgrøder å så noe da?
04 → L:     Ja det ve jeg itt fordi=eh nu bor hun jo
05          inde i en ( ) by der hhh=
06   B:     =Jerh→=
07   L:     =Men hun sa at de havde altså manglet vand↗

L angiver I linje 4 at hun ikke kender svaret på B’s spørgsmål ved at sige det ved jeg ikke, og påpeger umiddelbart efter at hendes datter bor i en by, hvilket implicerer at datteren derfor ikke kan vide særligt meget om hvordan tørken har påvirket afgrøderne. Ved at bruge jo i den opfølgende ytring, signalerer L at denne information i en eller anden forstand er fælles for hende og B, og at B bør genkende den som en gyldig grund til at L ikke kan besvare spørgsmålet. B godtager også L’s ytring som et validt svar med Jerh i linje 6.

De overstående uddrag har begge været eksempler, hvor samtalepartnerne har haft en relativt høj grad af samhørighed: Både H og B har godtaget jo-ytringerne som information de har haft adgang til, og så vidt det kan ses på de pågældende samtaler, er ingen blevet holdt til ansvar for at mangle viden eller for at have stillet et unødvendigt spørgsmål. Modsat er der mere konflikt i det næste eksempel, hvor parret V og R sidder på en café. Forud for eksemplet har caféejeren set at V havde en pakke cigaretter i hånden, og fortalt ham, mens R var til stede, at han gerne må ryge inde i caféen. I linje 1 tænder V så en cigaret, hvortil R spørger om han godt må ryge:

Heinemann, Lindström og Steensig | det var da det hun sagde jo (dansk) | ((ansigt-til-ansigt))

01          (1.8)((V tænder en cigaret))
02   R:     Måtte du ryge↗
03          (0.2)
04 → V:     Ja det var da det hun såj jo↘
05 →        Det gø de jo å selv herinde→
06          (1.0)
07   V:     Hm hm
08   R:     Hm→
09          (2.1)

Det at R først stiller spørgsmålet efter V har tændt cigaretten, betyder at hvilket som helst svar, han kan give, vil være modsættende: Hvis han svarer at han ikke må ryge, indrømmer han at han har gjort noget forkert, og hvis han svarer at jo, han må gerne ryge, erklærer han sig uenig med R. Ved at bruge datidsformen måtte formulerer R sit spørgsmål endnu mere udfordrende, da hun hermed antyder at V allerede har fået afslag på at få lov til at ryge. I linje 4 formulerer V sit svar med jo, der påpeger at R er klar over, at caféejeren har tilladt rygningen. Han bruger desuden adverbiet da, der har en lignende funktion: Da kan udfordre og afvise en antagelse, som spørgeren har gjort sig, i dette tilfælde R’s antagelse om at rygning ikke er tilladt. V understreger sin påstand om at R burde vide at denne antagelse er forkert, i linje 5 med Det gø de jo å selv herinde, hvor jo igen indgår. I modsætning til de tidligere eksempler udpeges spørgsmålet altså som urimeligt, bl.a. fordi spørgeren (her R) har adgang til den information der efterspørges. R reagerer heller ikke med så eksplicit en godtagelse som i de første to eksempler, men i stedet et hm i linje 8.

I disse tre eksempler ses det, at jo i forskellige positioner og forskellige kontekster kan tjene forskellige formål, når det indgår i svar på spørgsmål. I det første eksempel optrådte jo som del af et umiddelbart svar på et spørgsmål, og var her en påmindelse om, at spørgeren allerede kendte svaret på sit spørgsmål. I det næste eksempel kom jo som del af en opfølgende ytring efter det indledende svar på et spørgsmål, og her var det en redegørelse for hvorfor taleren ikke kunne besvare spørgsmålet, og at dette var på grund af viden som både spørger og besvarer kendte til. I det sidste eksempel blev jo brugt både i den første og anden adressering af et spørgsmål, og her blev spørgeren holdt til ansvar for at have stillet et urimeligt spørgsmål med en bevidst forkert antagelse. Fælles for alle eksemplerne er at jo signalerer at modtageren allerede kender noget af den information der bliver præsenteret.

 


Kilder og yderligere læsning

Heinemann, T. (2009) om brugen af da.

Heinemann, T., Lindström, A. & Steensig, J. (2011) er en længere artikel om jo/ju på dansk/svensk.

Terkelsen, R. (2004) kigger bl.a. på jo på dansk.

Stivers, T., Mondada, L. & Steensig, J. (2011) er en bog om hvordan talere på forskellige sprog moralsk behandler (bl.a. delt) viden i samtaler.


Indgange

Former > Ordklasser > Adverbier

Former > Ordklasser > Interjektioner og partikler 

Funktioner > Handlinger > Spørgsmål og svar > Svar på anmodning om information

Funktioner > Handlinger > Spørgsmål og svar > Bekræftelse/Afvisning af antagelse  

Adverbier, Interjektioner og partikler, Kritik, anklage, Udtryk for overensstemmelse, Register