Jamen som svarindleder efter hv-spørgsmål
Ordet jamen (ikke at forveksle med ja + men) bruges ofte i dansk talesprog, men kun sjældent på skrift. Jamen er en såkaldt diskursmarkør, hvilket vil sige, at ordet først og fremmest har en pragmatisk funktion frem for en semantisk. Ordet er relateret til og betinget af samtalesituationen.
Et af de steder, hvor jamen hyppigt optræder i samtaler, er som svarindleder efter hv-spørgsmål. Her bliver ordet brugt til at markere en form for uoverensstemmelse mellem spørgsmål og svar, fordi noget i samtalen er problematisk. Denne uoverensstemmelse kan enten skyldes problemer med 1) hv-spørgsmålets type eller 2) svaret: 1) Jamen bruges, hvis et stillet hv-spørgsmål er åbent og tvetydigt, rummer fejlagtige forudsætninger om modtagerens viden eller ganske enkelt er svært at besvare. I sådanne tilfælde følger den jamen-indledte svartur ofte efter en pause og er evt. ledsaget af tøvemarkører som f.eks. øh eller genstart. 2) Jamen kan også bruges som turtagningsmarkør til at regulere turfordelingen mellem parterne, fordi jamen kan projicere turudvidelse eller svarforsinkelse.
På denne måde er jamen som svarindleder efter hv-spørgsmål altså både fremad- og bagudrettet i samtalen: Ordet kan udtrykke et (antaget) problem i hv-spørgsmålet eller varsle problemer i den kommende svartur.
Herunder er et eksempel, der netop viser, hvordan jamen bruges til at markere et problematisk forhold mellem hv-spørgsmål og svar:
Samtalebank | Sam2 | Samfundskrise | 913
01 LIS: hvordan klarer han det med alle de s:vin↘
02 (0.9)
03 AST: jamen øh: de sætter penge te' hele ↑tiden↘
04 LIS: ja ↑gør de ikk d[et→]
05 AST: [ j][o:↘]
06 LIS: [ ·hh]h hvor mange har han↘
07 LIS: hvor mange øh: grise har han nu→
08 (0.6)
09 AST: jamen han har jo i tusindvis↘
10 (1.3)
11 LIS: ho:ld op→
Lis spørger i linje 01 til, hvordan nevøen klarer landmandsarbejdet. Efter en pause indleder Asta tøvende sin tur i linje 03 med et jamen og et øh:. Lis stiller endnu et hv-spørgsmål i linje 6, som Asta igen efter en lille pause besvarer med et indledende jamen i linje 09. Det første spørgsmål lægger op til en vurdering, fx godt eller ikk så godt, men svaret i linje 03 bliver leveret på en anden måde, selv om det selvfølgelig giver en slags svar på spørgsmålet. Svaret i linje 09 lever mere op til det, spørgsmålet går efter, da i tusindvis er et tal, men her markerer jamen at svaret ikke kunne gives uden videre, hvilket så måske igen forklarer, hvorfor svaret er upræcist. Der kan også ligge en smule modstand i svaret: jo kan være et signal om at modtageren må kunne forstå, at Asta ikke kender svaret præcist, hvilket yderligere kan vise en smule modvilje mod at få stillet et spørgsmål, der beder om et præcist svar.
Så de jamen-indledte svar på hv-spørgsmål giver altså svar, men viser samtidig problemer med præcist at leve op til det, som spørgsmålet lagde op til.
Yderligere læsning
Blakemore (2006) er en engelsksproget gennemgang af diskursmarkører, hvortil well (der på nogle måder minder om jamen) hører.
Heinemann (2009) er en videnskabelig artikel om, hvordan man i dansk samtalegsprog kan markere, at ens svar ikke passer helt til det der bliver spurgt om.
Greasley (1994) undersøger bruger af well i samtaler under et spil snooker.
Jucker (1993) er en relevans-teoretisk undersøgelse af well.
Pedersen (2013) er den undersøgelse af jamen som indledning til svar på hv-spørgsmål, som dette opslag bygger på.
Schegloff & Lerner (2009) er en videnskabelig artikel om well-indledte svar på hv-spørgsmål i engelsksprogede samtaler.
Schourup (2001) er en videnskabelig artikel om well.
Steensig & Asmuß (2005) er en videnskabelig artikel om brugen af jamen i danske samtaler og ja aber i tyske som indledninger til indvendinger.
Svennevig (2001) er en videnskabelig artikel om brugen af ja, jo og nei som svar-indleder efter hv-spørgsmål i norske samtaler.
Indgange
Samtalens byggesten > Ordklasser > Konjunktioner
Samtalens byggesten > Ordklasser > Interjektioner og partikler
Samtalehandlinger > Spørgende samtalehandlinger > Anmodning om information