Aarhus Universitets segl

Imperativ + bare

En taler kan bruge et verbum i imperativform (bydeform) efterfulgt af adverbiet bare for at give modtageren tilladelse til at udføre den handling, som verbet angiver.

Typisk når en taler bruger en imperativ, angiver taleren dermed at have autoritet til at dirigere modtageren til at udføre den handling, som verbet i imperativ udtrykker. Den autoritet kan være på baggrund af forskellige faktorer, fx adgang til viden eller sociale strukturer, og er kontekstafhængig, dvs. at samme taler kan påtage sig autoritet i nogle situationer, men ikke i andre. Der er forskel på, om en imperativ bruges alene (evt. sammen med et objekt, som i slip bremsen eller tag opvasken) eller med modificerende elementer som fx bare. Hvis imperativen står alene, signalerer den meget høj autoritet på talerens side og bruges typisk hvis den anmodede handling skal udføres straks. Hvis den derimod er modificeret, er det mindre relevant om handlingen udføres øjeblikkeligt, og der er andre faktorer der spiller en større rolle.

Når en taler bruger udtrykket imperativ + bare, spiller det en rolle at det på en eller anden måde er til modtagerens fordel at handlingen udføres, og taleren udtrykker et højt niveau af autoritet ved at ytringen bruges til at give modtageren tilladelse til at udføre handlingen.

Der er forskel på om udtrykket har et eksplicit subjekt eller ej, dvs. forskellen på slip du bare bremsen versus slip bare bremsen. Når et du er til stede, er udtrykket typisk en tilladelse til at fortsætte med en igangværende eller planlagt handling, der evt. er blevet diskuteret tidligere. Et eksempel på dette ses nedenunder, hvor Hans (H) har ringet til Fie (F) angående et skrivebord som han er ved at sælge for hende. En potentiel køber har budt en lavere pris, og tidligere i opkaldet har F sagt ja til at sælge for denne pris. Efter H og F har diskuteret andre ting, vender H sidst i opkaldet tilbage til spørgsmålet om at sænke prisen, ved at påpege at der kan komme nogen som er interesseret i at købe skrivebordet til den oprindelige pris:

I linje 7 spørger H om han skal gå videre med den tidligere diskuterede plan, altså at sælge skrivebordet til nedsat pris. I linje 6 godkender F det forslag med Ja efterfulgt af Prøv du bare det Hans. Hun giver dermed H tilladelse til at gøre noget, der kan siges at være til hans fordel i kraft af at det var ham der bad om tilladelse til at gøre det i første omgang. Ved at formulere det som en tilladelsesgivende imperativ, undgår F at udtrykke hvorvidt handlingen er til hendes egen fordel eller ej (hvorvidt hun foretrækker at få skrivebordet solgt hurtigt eller til en højere pris), men hævder autoritet i form af at være den der har ret til at give tilladelsen (hvor hun i stedet fx kunne have sagt at hun syntes det var en god plan eller lignende). Da de allerede har snakket om denne plan tidligere og også taget en beslutning omkring den, er F’s tilladelse altså en bekræftelse af at H skal gå videre med salget, hvilket udtrykkes i F’s brug af du.

Er du derimod udeladt, lader udtrykket mere til at være kulminationen af en diskussion eller forhandling, hvor taleren lader den anden part ”vinde”. I det følgende eksempel fra en arkæologisk udgravning, er R og B i gang med at kategorisere forskellige dele af udgravningen med forskellige bogstaver, og de har haft problemer med at beslutte om to forskellige dele begge skal kaldes C:

I linje 1 ser de to ud til at have opnået enighed om at kalde et bestemt sted for lag C, men så spørger R i linje 3 om et andet område i så fald også skal hedde C. B starter med at protestere mod dette, men ender med i linje 14 at sukke tungt og dernæst i linje 16 sige Kald det bare lag K. Hermed lader han R vinde uenigheden og giver tilladelse til at kalde det noget andet end C.

I begge eksempler bliver udtrykket imperativ + bare altså brugt til at give tilladelse til noget der kan siges at være til modtagerens fordel, da det er disse modtagere der er kommet med forespørgslen. Hvis udtrykket indeholder et eksplicit subjekt du, gives der tilladelse til allerede diskuteret eller igangværende handling, hvorimod hvis et du ikke er til stede, kan udtrykket ses som kulminationen af en forhandling hvor modtageren får sin forespørgsel opfyldt.


Kilder og yderligere læsning:

Heinemann, T. & Steensig, J. (2017) er en grundig gennemgang af udtrykket imperativ + bare samt to andre imperativkonstruktioner.

Sorjonen, M-L., Raevaara, L. & Couper-Kuhlen, E. (2017) er en bog om imperativer og deres samtalefunktion i forskellige sprog.


Indgange

Samtalens byggesten > Ordklasser > Verber

Samtalens byggesten > Ordklasser > Adverbier

Samtalehandlinger > Dirigerende samtalehandlinger