Aarhus Universitets segl

Tale på indånding

Hvad er tale på indånding?

Oftest taler man på udånding, hvor luften strømmer ud af lungerne, men i dansk kan man nogle gange tale på indånding. Tale på indånding vil sige, at man bruger taleorganerne, mens man trækker luft ind i lungerne. I dansk kan man bruge tale på indånding til at svare på spørgsmål, kvittere for svar på spørgsmål og vise tilpasning eller tilslutning. Tale på indånding transskriberes med et ’flyvende’ punktum (·) foran ordet.

Som kvittering på svar til spørgsmål

Tale på indånding kan bruges som kvittering på svar til spørgsmål. Dette kan ses i eksemplet nedenfor. Bodil har anbefalet Alexa at komme i kontakt med den schweiziske ambassade i Danmark, hvortil Alexa vil vide, hvor der ligger et kontor. 

Alexa anmoder Bodil om bekræftelse af hendes formodning om, at der ikke er noget kontor i den by, de befinder sig i (Aalborg er en anonymiseret version af byen, der omtales). Bodil bekræfter svaret med nej (linje 4). Alexa kvitterer på dette med indåndet nej (linje 5).
Som udgangspunkt indikerer indåndingssvar efter en spørgsmål-svar sekvens, at svaret har bekræftet den formodning, spørgeren udviste i spørgsmålet, og at der ikke er behov for uddybning.

Som svar på spørgsmål
Indåndet ja kan være svar på spørgsmål. Det kan ses i nedenstående uddrag, hvor en sygeplejerske (N) er ved at instruere en patient (P) i hvordan han bruger et apparat, som han kan bruge til at måle sine blodkoagulationsværdier derhjemme:

Her bekræfter ·jah i linje 8 spørgsmålet i linje 7. Nærmere bestemt: da N er ved at være færdig med at instruere, slipper P tungen med en smasklyd (første lyd i linje 7) og efterspørger afklaring, altså hvordan man retter i den der, og peger på skærmen. N bekræfter dette i linje 8 med det indåndede ·jah sammen med et opadgående nik. At bekræftelsen er indåndet, giver indtryk af, at det var oplagt, at svaret var ja.

Efter tilpasningssøgende vurderinger

I en samtale kan man vise tilpasning og/eller tilslutning. Tilpasning vil sige, at man viser, at man har forstået det, som er blevet sagt, og at man lægger sig på linje med det, som taleren har gang i i samtalen. Tilslutning vil sige, at man støtter op om og viser enighed med det, som taleren siger.

Ytringer kan designes til at efterspørge tilpasning fra modtageren. Et eksempel på dette ses i nedenstående uddrag af en telefonsamtale mellem en opkalder (C) og en opkaldstager (CT) om en tredje persons (ham i linje 7) overophedede bil.

Opkaldstageren siger i linje 8 det v’ godt, hvilket er en vurdering, som åbner op for, at de nu kan afslutte samtalen. Denne ytring efterspørger altså, at opkalderen viser tilpasning, dvs. lægger sig på linje med, at samtalen kan bevæge sig mod en afslutning. Opkalderen svarer ·jahh, hvilket viser, at opkalderen lægger sig på linje med, at opkaldstageren nu vil afslutte samtalen – opkalderen viser altså tilpasning. Efter en kort pause siger opkalderen f’vel, opkaldstageren svarer hej, og samtalen er afsluttet.

Efter tilslutningssøgende ytringer

Ytringer kan designes til at efterspørge tilslutning (enighed) fra modtageren. Med andre ord inviterer ytringen modtageren til at støtte op om det udtrykte standpunkt. Indåndede bekræftelser efter en sådan ytring opfattes ikke som tilslutning.
Det kan ses i følgende uddrag, som er en telefonsamtale mellem P, en ansat ved et au-pair-bureau, og K, en klient, som klager over at hendes au-pair ikke er kommet endnu. P forklarer, at det er Udlændingestyrelsen (de i linje 1) som har magten:

Her søger P accept fra K om, at det er noget uden for hendes kontrol, som er skyld i problemet. Her kunne et tilslutningssvar være noget som ja det er rigtigt eller ja det kan jeg godt se. Efter en lille pause svarer K dog blot med indåndings-ja i linje 6, som påstår at vise anerkendelse. Men K fortsætter efter en lang pause i linje 7 med en modsigelse (i linje 8 og 9), som viser at hun ikke er helt enig i, at P ikke kan eller bør gøre noget. Indåndingsbekræftelsen i linje 6 var altså ikke rigtigt en bekræftelse som viste tilslutning (enighed), men nærmere en blødgøring af den følgende uenighed. 


Kilder og yderligere læsning:

Steensig, J., Hakulinen A. & Larsen, T. (2022) er en artikel om hvordan tale på indånding på dansk og finsk indikerer bekræftelse eller anerkendelse.


Indgange:

Samtalens byggesten > Ordklasser > Interjektioner/Partikler

Samtalehandlinger > Vurderende samtalehandlinger 

Samtalehandlinger > Udtryk for deltagelse

Samtalehandlinger > Informerende, rapporterende og fortællende samtalehandlinger