Det lille ord øh eller øhm er lidt specielt i forhold til de fleste andre ord. Den grammatiske tradition kategoriserer det som en interjektion (udråbsord), og det gør vi også (i hvert fald på nuværende tidspunkt). Men øh(m) kan forekomme flere steder i sætningen end de fleste andre interjektioner kan, og der er steder hvor interjektioner normalt kan forekomme, og øh(m) ikke kan. For den sags skyld kan det også forekomme flere steder end ord fra andre ordklasser kan. Nogle vil måske mene at det ikke engang er et ”rigtigt” ord, men derimod et mere perisprogligt fænomen. Vi vil dog fastholde at det er et egentligt ord, eller i hvert fald en grammatisk størrelse, da der stadig er begrænsninger for hvor(når) det kan forekomme, og da det har samtalegrammatiske funktioner. Det kan udtales med eller uden m til sidst, og kan også udtales med vokalen æ (IPA: [ε]) i stedet for ø (IPA: [œ]). Så vidt vi kan se, gør vokalen eller tilstedeværelsen af m ikke nogen forskel for ordets funktion, så derfor bruger vi stavemåden øh(m) til at omtale alle fire variationer.

Til dags dato har vi identificeret tre forskellige funktioner af øh(m), der har hvert deres opslag her på siden. De funktioner er: ordsøgningsmarkør, problemmarkør i svar på spørgsmål, samt aktivitetsskiftemarkør. Dette opslag handler om øh(m)'s funktion som ordsøgningsmarkør.

Øh(m) kan bruges som en tøvelyd, mere specifikt til at signalere at taleren mangler et eller flere ord for at kunne fortsætte sin ytring. I denne funktion optræder øh(m) typisk inde i sætningen, og altid på steder hvor det er tydeligt at der skal komme mere tale bagefter, altså aldrig efter en afsluttet ytring.

Et eksempel på dette ses herunder, fra en samtale hvor BE fortæller AN om en featureartikel hun skal skrive, og hvordan hun kom på idéen at den skulle handle om kvindelige skraldemænd:

I linje 9 siger BE at hun ringede dagen efter ti:, hvor præpositionen til er forlænget, hvilket allerede kan tyde på at hun har problemer med at finde navnet på dem, hun ringede til. Bagefter producerer hun så også et ø::h, som hun efter en pause følger op med en anden ordsøgningsmarkør, nemlig hva hedder det. I linje 12 giver hun selv et bud på navnet, odense renovering, men retter sig selv i linje 14 ved at sige ikk renovering, hvorefter hun igen producerer et øhm:.

Under hele seancen har AN ikke sagt noget, hvilket antyder at hun godt ved at BE ikke har afsluttet sin tur endnu. Nu, i linje 15, giver hun dog selv et forslag til det manglende navn, nemlig skraldservice. BE godtager det ikke som det rigtige svar, men behandler det heller ikke som et problem at AN bød ind. I linje 18 når BE så selv frem til det rigtige svar, renovation.

I det ovenstående eksempel var det et egennavn og altså et nominalsyntagme taleren ledte efter. Det næste eksempel viser dog, at der tilsyneladende at der ikke er nogen begrænsning på hvilke ordklasser eller konstruktioner øh(m) kan stå foran under en ordsøgning. Eksemplet er fra en telefonsamtale mellem B og P, hvor B er i gang med at snakke om et computerspil som en ven har lånt: