Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mm (bekræftelsesmarkør)

18.02.2020 | Samtalegrammatik.dk

Den lille interjektion mm er et af de hyppigste ord i dansk talesprog. Det optræder typisk på anden eller tredje position i en sekvens og kan have mange forskellige funktioner alt efter dets position og intonation. Dette opslag omhandler mm brugt som bekræftelsesmarkør. Når mm bruges bekræftende, har det typisk nedadgående intonation og står i tredjeposition.

En bekræftelsesmarkør kan bruges når en taler vil give udtryk for - bekræfte - at have modtaget og forstået den information, vedkommendes samtalepartner har kommunikeret. Et eksempel ses nedenunder, hvor DO lige har spurgt ind til en mand som SUS har nævnt. SUS er i gang med at forklare hvem manden er:

Samtalebank | Sam4 | moedregruppen | 556

01   SUS:   han bor nede på:: kirke:vejen↘
02          (0.2)
03   SUS:   det ham der har det [firma der hedder Bingo]→
04   DO:                        [NÅ::::::              ]::H
05          ↑okay↘
06   SUS:   han- han ha[:r jo han s]tår jo for næsten alle
07   DO:               [↑ja ja     ]↘
08   SUS:   ga[verne i vores]tombola der↘
09   DO:      [(okay)       ]↘
10   DO:    ja→
11 → DO:    mm↘
12   SUS:   konebilen er en audi f[irehjulstrækker  ]
13   DO:                          [ja jeg ved det go]dt

I linje 04 giver DO udtryk for at genkende manden, med et højlydt og langtrukkent NÅH okay. SUS fortsætter dog sin beskrivelse af ham, hvortil DO flere gange giver udtryk for at hun er med på hvem han er, ved at sige interjektioner i linje 07, 09, 10 og til sidst i linje 11, der altså er et mm. Selvom SUS ikke behandler DOs ytringer som om at manden er blevet tilstrækkeligt forklaret, gør linje 13 det tydeligt at ytringerne er bekræftelsesmarkører, hvor DO direkte siger ja jeg ved det godt.


Kilder og yderligere læsning

Dalum (2017) beskriver forskellige funktioner af mm i forbindelse med deres intonation.

Steensig og Sørensen (2019) beskriver en række partikler, heriblandt mm.

Sørensen (2019) beskriver en række svarord, heriblandt mm i forhold til deres intonation og hvilke handlinger de kan udføre.


Indgange

Former > Ordklasser > Interjektioner og partikler

Funktioner > Handlinger > Andre handlinger > Udtryk for forståelse

Register, Interjektioner og partikler, Udtryk for forståelse