På dansk eksisterer ordet ej [ɑ͜i] både som et adverbium og som interjektion. I skriftsproget støder man jævnligt på adverbiet ej med betydningen 'ikke' eller 'nej', hvorimod man i talesproget hovedsageligt kun møder ej som interjektion. De to versioner af ej lyder forholdsvis ens og har begge negerende indhold, men bruges på forskellige måder og har forskellige placeringer i ytringen. Talesprogets ej indleder en hovedsætning eller står som eneste element i en ytring, hvorimod skriftsprogets ej oftest står sidst i en sætning og kun sjældent indleder en sætning. Den lydlige lighed mellem adverbiet og interjektionen kan være årsagen til at de staves ens af brugerne (fx på de sociale medier), hvorfor vi ligeledes benytter denne stavemåde om talesprogets ej (som man også andre steder kan finde transskriberet som aj).

Interjektionen ej kan udtales på flere måder. Den kan både være meget kort, men også lang med varierende intonation. Der synes at være en sammenhæng mellem ej'ets form og dets funktion. Der er en tendens til, at de meget korte ej'er ofte indgår i en konstruktion, hvor de indleder eksempelvis en vurderende handling. Det er ikke ej'et i sig selv, der udgør vurderingen, men handlingen fremgår af den resterende del af ytringen. Ej'et bruges derfor mere som en måde at markere den efterfølgende vurderende handling. Dette kan ses i linje 4 i følgende eksempel:

Ej kan også optræde i en meget lang form, som ofte står alene i en ytring og hvor intonationen kan have kraftige udsving fra at stige og derefter falde drastisk. Disse ej'er forekommer som selvstændige ytringer, og de udtrykker således på egen hånd en vurderende handling. Dette kan ses illustreret i linje 2 og 4 i følgende eksempel: