Nogle gange har man brug for at forberede den handling, man gerne vil udføre senere. Det kan man gøre i en præ-sekvens. Man kan benytte sig af en præ-sekvens når man har brug for at undersøge, om den handling, man forbereder, vil få et præfereret svar – altså en type svar, der får samtalen til at flyde så uhindret som muligt. Her er først eksemplet på et præfereret svar.

Hilsen | 89 ((telefon))

01   Mar:   Så men ø:h er A- Mona hjemme↗
02   Joh:   ↑Ja hun er så→=

I dette eksempel stiller Maren et spørgsmål, og hun får et positivt svar – det er et godt eksempel på et præfereret svar, da et nej ville kunne have skabt problemer i forhold til samtalens videre forløb. Ud over at været et faktuelt spørgsmål er Marens ytring i linje 1 også en præ-sekvens, og mere specifikt en præ-anmodning, hvilket den næste linje i samtalen afslører:

Hilsen | 89 ((telefon))

01   Mar:   Så men ø:h er A- Mona hjemme↗
02   Joh:   ↑Ja hun er så→=
03   Mar:   =Må jeg låne hende et øjebli[k→
04   Joh:   [↓*Ja: det ka' du* tro↗

Maren anmoder i linje 3 om at få lov til at tale i telefon med Mona – noget, hun har præ-anmodet om i linje 1 og fået grønt lys til at gøre i linje 2. Afsendere af præ-anmodninger formulerer dem altså, så de adresserer den mest sandsynlige grund for et afslag på den eventuelle anmodning. Gives der grønt lys, som i dette eksempel, er sandsynligheden for et senere afslag lav, og det er således uproblematisk at fortsætte med den handling, man har forberedt sig på. Det er også tilfældet i eksemplet: i linje 4 accepterer Johanne nemlig anmodningen.

Levinson (1983). I sin bog om pragmatik beskriver Stephen Levinson bl.a. sekvenser og sekvensforløb.