Modtagerdesign (eng. recipient design) kan beskrives som et konkret redskab, samtaledeltagere anvender for at opnå fælles forståelse (også kaldet 'intersubjektivitet'). Begrebet betegner kort sagt måden, hvorpå vi designer vores taleture med hensyn til, hvordan de vil blive fortolket af modtager. Konceptet blev beskrevet af Sacks, Schegloff og Jefferson i ét af de grundlæggende konversationsanalytiske skrifter, og forfatterne beskriver det som "perhaps the most general principle particularizing conversational interaction". Modtagerdesign arbejder på alle tænkelige niveauer i interaktionen: Alt fra ordvalg, som reflekterer, hvad taler antager, modtager ved, til det banale faktum, at talere, der henvender sig til en modtager i den anden ende af rummet, vil tale med større volumen end ellers. Fra et lingvistisk perspektiv påvirker modtagerdesign både leksikon, prosodi, grammatik og diskurs, endda valget af sprog.

En stor del af forskningen i modtagerdesign undersøger, hvordan taleres antagelser om modtagers adgang til viden (epistemiske adgange) har indflydelse på, hvilke referenceformer taler vælger, især i forbindelse med personreferencer. Her bør talere altid bestræbe sig på at skabe genkendelse hos sin modtager, men uden at tilføje mere information end nødvendigt. Hvis en taler f.eks. antager, at modtager kender talers kone, Marie, vil taler typisk benævne hende ved navn og forvente, at denne reference er nok til at skabe genkendelse hos modtager. Hvis konen allerede er introduceret i samtalen, bør talere forsøge at minimere formen, eksempelvis igennem brugen af pronominet hun i stedet for navnet. Hvis taler derimod antager, at referencen Marie ikke umiddelbart er genkendelig for modtager, så vil taler sikre modtagers genkendelse gennem mere beskrivende former såsom min kone, Marie.

Sacks, Schegloff og Jefferson hævder desuden, at modtagerdesign også kommer til udtryk i bl.a. turtagning, sekvensorganisering og emneorganisering. Hvad angår turtagning, tager vi hensyn til modtagers fortolkning af igangværende taleture, således at modtager ved, hvornår det er relevant for vedkommende at tage turen (projicering af mulige færdiggørelsespunkter og overgangsrelevante steder). På samme måde er ytringer også altid skabt i et sekventielt miljø, hvor relevanser er mobiliseret af den forudgående taler, og imødekommelse heraf kan også betragtes som modtagerdesign. Modtagerdesign på emneorganiseringsniveau ved vi imidlertid meget lidt om.

 

Kilder og yderligere læsning

Fischer (2016), som er en hel bog om modtagerdesign fra et tværdisciplinært perspektiv

Sacks & Schegloff (1979) er en beskrivelse af præferencen for på den ene side at skabe genkendelse hos modtager ved personreference og for på den anden side at minimere formerne

Sacks, Schegloff & Jefferson (1974) om turtagning, men det er også her begrebet 'modtagerdesign' oprindeligt blev introduceret.