Ordet ikke i dansk skriftsprog har i talesproget forskellige former – fx ikk, ikkå, ikkås, ing og ikke. Det kan til dels forklares ved forskelle i dialekter.

I skriftsproget bruges ikke normalt som et adverbium placeret centralt i en sætning - fx “Penge er ikke det afgørende for os”. I tale optræder ikke også ofte som en slags påhæng, der kommer efter en færdig ytring. Det kan vi fx se i eksemplet nedenfor, hvor Lis fortæller Asta om, at hun holdt i kø på motorvejen:

I linje 6 bygger Lis videre på sin ytring fra linje 1-2 ved at tilføje ude i det fjerne. Her er ytringen i princippet færdig, men hun tilføjer et påhæng i form af ikkås. Efter det følger en kort pause, og Asta svarer ja, inden Lis fortsætter sin historie i linje 11. Her opfordrer ikkås til at Asta skal komme med en form for respons, inden hun kan fortsætte historien.

På den måde kan ikke bruges til at forfølge respons fra modtageren – hvad vi også kan kalde responselicitering. Nogle gange behøver der dog ikke komme respons efter ikk. Det er særligt i historiefortælling, hvor det allerede er tydeligt, at taleren vil fortsætte efter ytringen.

I andre sammenhænge kan ikk også bruges til at forfølge respons, hvis modtageren ikke siger noget, på et tidspunkt, hvor det ellers er forventet. Her optræder påhænget ikke ikke i umiddelbar forlængelse af ytringen, men forsinket som i eksemplet nedenfor. Det er taget fra et politiforhør, hvor en politibetjent (P) udspørger Morten (M) om nogle indbrud.