Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Anmodning om bekræftelse

At stille spørgsmål og svare på dem er noget, vi meget ofte gør, når vi taler sammen. Når vi spørger, så beder vi om noget viden, som vi antager, at den adspurgte har mere adgang til, end vi selv har.

Én type spørgsmål, vi kan stille, er anmodninger om bekræftelse – dvs. ja-nej-spørgsmål, der beder svareren be- eller afkræfte det forhold, der stilles op i spørgsmålet. Her er et eksempel på en anmodning om bekræftelse. Preben og Thomas har talt om, at Prebens datter er gift, og at bryllupper er dyre. Efter en lille pause leverer Thomas ytringen i linje 01.

Samtalebanken| preben_og_thomas | 272 ((ansigt-til-ansigt))

01    THO:    er det en fin svigersøn du har dig så
02            (0.3)
03    PRE:    ∙hhh ja::
04            det sgu en udemærket svigersøn det må jeg sige=
05            =han er flittig→

Thomas stiller et ja-nej-spørgsmål i linje 01, nemlig om Preben har en fin svigersøn. Spørgsmålet beder altså om en be- eller afkræftelse af det forhold, der stilles op. Preben svarer ja i l. 03, og bekræfter dermed forholdet. Derefter understreger han sin holdning i linje 04 og tilføjer et særligt positivt karaktertræk ved svigersønnen i linje 05.

Formater for anmodninger om bekræftelse

Anmodninger om bekræftelse kan formateres på forskellige måder alt afhængigt af, hvad de interagerende har brug for, at spørgsmålet skal kunne gøre i interaktionen.

Formater med interrogativ syntaks

Eksemplet ovenfor viser en anmodning om bekræftelse med interrogativ syntaks (altså ordstilling, hvor sætningen starter med verbet). I mange almindelige grammatiske beskrivelser af dansk tildeles interrogativ syntaks den vigtigste rolle, når det kommer til at identificere spørgsmål. I samtaler ser vi dog, at billedet er langt mere nuanceret, og det står klart, at interrogativ ordstilling kun er én af flere forskellige ressourcer, vi kan gøre brug af, når vi skal udforme spørgsmål, der anmoder om bekræftelse.

Interrogativ ordstilling benyttes i mange forskellige sammenhænge, og vil ofte pege på, at spørgeren mangler hele eller store dele af den viden, der efterspørges. I eksemplet ovenfor lader det fx ikke til, at Thomas har nogen særlig forhåndsinformation om Prebens svigersøn, før han stiller spørgsmålet. Interrogativ ordstilling kan bruges til at vise netop dette.

Formater med deklarativ syntaks

I naturlige samtaler er det også ret almindeligt at bruge deklarativ syntaks (altså ordstilling med verbet på sætningens plads nummer to) til at anmode om bekræftelse. Deklarativt formulerede spørgsmål vil som regel implicere, at spørgeren allerede ved en hel del om det, der spørges til.

Deklarativt formulerede anmodninger om bekræftelse vil ofte være en A-fremsætning af et B-forhold, hvor spørgeren (A) utrykker noget om et forhold, som egentlig falder under svarerens (B) vidensdomæne. Forholdet kan fx handle om B selv, eller være noget andet, B har førstehåndskendskab til. Det, at vidensfordelingen i situationen er ulige, gør en bekræftelse fra den vidende part, B, relevant som det næste, der sker – på den måde fungerer fremsætningen som et spørgsmål.

Det er fx tilfældet i det følgende eksempel fra en samtale mellem to efterskolepiger. Britt har for nylig fundet nogle konfirmationsbilleder af en fælles bekendt, og hun fortæller sin samtalepartner, Astrid, om den bekendtes udseende på billederne. Britt afslutter sin fortælling med en vurdering i linje 09, der karakteriserer den bekendtes udseende som ”fucking sjovt”.

AULing | Sofasladder | 382 ((ansigt-til-ansigt)) 

01    BRI:    å han har farvet sit hår so:rt↗
02            (0.3)
03    BRI:    å så har han hår her ned til→
04            (1.0)
05    AST:    m s te sin konfirmati[o:n↘  
06    BRI:                         [((nikker))
07            {(0.6)    
08    com     {Astrid hæver øjenbryn, rykker kroppen lidt bagud
09    BRI:    å så har Jhan <sån nogen kæmpe br(h)iller p(h)åJ>
10    AST:    JN ↑DEH::J  
11    BRI:    [d(h)et ser fucking sjovt ud
12    AST:    [han er (sån e:n)=
13            =sån en harry potter me langt hå:[r↘
14    BRI:                                     [((nikker))
15            (0.6)
16    AST:    ↑nå→                                 

I linje 12-13 opsummerer Astrid de forskellige træk fra historien – langt, sort hår og briller – i en sammenligning af den bekendte med den fiktive person Harry Potter, der netop er karakteriseret ved viltert sort hår og briller. Det er dog stadig Britt, der har førstehåndskendskab til billederne, og opsummeringen kan derfor kaldes en A-fremsætning af et B-forhold. Det ulige vidensforhold får ytringen til at fungere som et spørgsmål, der anmoder om en bekræftelse fra den vidende part – det leverer Britt i linje 14 ved at nikke, og Astrid kvitterer for svaret i linje 16.

Spørgsmålet i eksemplet ovenfor udfører en funktion, der er meget almindelig for deklarativt formulerede spørgsmål. Det destillerer hovedpointen i det forudgående og formulerer det på en ny måde. Det fungerer som en slags forståelsestjek, der beder om en bekræftelse på, om spørgeren har forstået, hvad der bliver fortalt i interaktionen. Det giver også spørgeren mulighed for at demonstrere, at de er med på, hvad der er blevet fortalt, men uden at overtræde nogen grænser: Det er stadig svareren, der har vidensrettighederne, og skal give den endelige bekræftelse på, om forståelsen er rigtig. Deklarative spørgsmål med denne funktion kaldes sommetider for formulationer.

Sammenlignet med det interrogative format udviser deklarativt formulerede spørgsmål altså mere forhåndsviden. Astrid har fået sin forhåndsviden i linje 01-11, og det er på den baggrund, at hun er i stand til at lave spørgmålet.

Formater med fritstående syntagmer

Anmodninger om bekræftelse behøver ikke bestå af hele sætninger (altså ytringer, der indeholder både et verbum og et subjekt). De kan også udgøres af fritstående syntagmer. I eksemplet ovenfor finder vi faktisk sådan et spørgsmål i linje 05, hvor Astrid siger ”m s te sin konfirmation”. Det ser ud til, at det er uklart for Astrid, præcis hvornår den fælles bekendte i Britts fortælling havde langt, sort hår – måske fordi Britt fortæller i nutid i linje 01-03. Derfor beder hun i linje 05 om en bekræftelse af, om det var ”te sin konfirmation”, at deres bekendte havde langt hår. Britt bekræfter ved at nikke i linje 06, og Astrid kvitterer for svaret ved at hæve øjenbrynene og rykke kroppen lidt tilbage. Denne bevægelse viser, at hun har hørt og forstået den information, spørgsmålet bad om – og muligvis giver den også en lidt forsinket vurderende reaktion på beskrivelsen af den bekendtes udseende.

Her er det altså præpositionssyntagmet ”te sin konfirmation”, der bruges til at udføre et spørgsmål. Et præpositionssyntagme vil sige en ordforbindelse, der styres af en præposition (i dette tilfælde ordet ”til”), og ikke indeholder hverken verbum eller subjekt. Bemærk, at deltagerne i eksemplet ovenfor behandler ytringen som færdig, selvom den ikke indeholder hverken verbum eller subjekt.

Anmodninger om bekræftelse udføres ikke kun af præpositionssyntager, men af mange forskellige typer fritstående syntagmer (se mere under Ordgrupper/syntagmer).

Genafsluttere

Det er muligt at hægte ekstra ord på ellers tilsynelandende færdige ytringer for at understrege, at man er ude efter en be- eller afkræftelse fra en samtalepartner. Vedhænget kan kaldes for en genafslutning, og alle de forskellige typer genafslutninger, der findes, kan samlet kaldes for genafsluttere.

Genafsluttere kan både hægtes på interrogative og deklarative sætninger og på syntagmer. Nogle gange hægtes de på ytringer, der allerede i sig selv var genkendelige som spørgsmål, men de kan også hægtes på ytringer, som først med genafslutteren bliver identificerbare som spørgsmål.

Der findes flere forskellige genafsluttere, der alle har forskellig funktion og bruges i forskellige sammenhænge. Her er et eksempel på eller som genafslutter hægtet på en interrogativ sætning, der allerede i sig selv var genkendelig som et spørgsmål.

3) Samtalebanken |  225_deller | L124 ((ansigt-til-ansigt))

01    ME:    er det ↑leddene elle:r=
02    TI:    =nedet e:r °øh° altså hun ø:h(m) hun >får det
03           simpelthen< dårligt↗ hun kan ik om
04           energien å:↘ <sætte>

Med eller kan man både vise, at man er ude efter en be- eller afkræftelse, og man kan samtidig vise, at det er den, der bliver spurgt, der ved bedst. Det åbner bl.a. op for, at svareren kan give et lidt længere svar end bare en simpel be- eller afkræftelse. Se mere under eller-spørgsmål.

Hvilke ord består spørgsmålene af?

Nogle spørgende handlinger gør ofte brug af bestemte ord til bestemte ord. Det gælder anmodninger om information, altså spørgsmål, der beder om mere og andet end et ja eller et nej – disse handlinger kaldes også nogle gange hv-spørgsmål efter de spørgeord, de er associerede med (hvem, hvad, hvorfor osv.).

Anmodninger om bekræftelse har ikke på den måde et sæt bestemte ord, de benytter. Men derfor er det stadig interessant at kaste et hurtigt blik på, hvilke ord anmodninger om bekræftelse egentlig består af.

Alt afhængigt af, hvad anmodninger om bekræftelse spørger ind til, kan de bestå af ord, der er helt nye i konteksten, eller af ord, der genbruges fra den forudgående kontest. I det første eksempel på denne side så vi et spørgsmål, der bestod af ord, der var helt nye i konteksten. Med den slags spørgsmål er det bl.a. muligt at introducere noget, der på en måde er nyt i interaktionen – fx et nyt samtaleemne. Andre spørgsmål kan derimod bestå udelukkende af grunbrugte ord – det gælder fx proform-spørgsmål. Her er et eksempel på et proform-spørgsmål fra samtalen mellem efterskolepigerne Astrid og Britt – de taler her om en bekendt, som har kælenavnet Flæsk:

AULing | Sofasladder | L2081 ((ansigt-til-ansigt))

01   *AST:    var det ikk ↑flæsk (.) der havde langt hår;
02    BRI:    °nej_°
03    AST:    flæsk har da oss haft langt hår→=
04    BRI:    =har han
05    AST:    ja→
06            (0.2)
07    AST:    >har du ikk< set det↗
08    BRI:    nej↗

Britt beder med sit proform-spørgsmål om en genbekræftelse af informationen i linje 03, og Astrid giver hende denne genbekræftelse i linje 05. Ved at bede om en genbekræftelse Britt vise, at informationen var noget, hun ikke vidste tidligere, og også troede forholdt sig anderledes. Denne funktion kan bruges til at eksplicitere, løse eller rejse forskellige slags vidensproblemer i interaktion – i dette tilfælde hjælper det Britt med at forklare, hvorfor hun blankt afviser i linje 02, at Flæsk har haft langt hår.

Proform-spørgsmålet i linje 04 introducerer ikke nogen nye ord, men genbruger kopivarianter af verbet (”har”) og subjektet (kælenavnet ”Flæsk” i form af pronominet ”han”) fra den forudgående sætning. Spørgsmålet knytter sig altså tæt til det umiddelbart forudgående, både rent grammatisk, indholdsmæssigt og handlingsmæssigt.

En anden måde, spørgsmål kan være tæt knyttet til umiddelbart forudgående ytringer er ved syntaktisk at bygge videre på dem. Det er ofte tilfældet i spørgsmål lavet med fritstående syntagmer, som vi fx så i det første eksempel fra Astrid og Britts samtale. Her blev Britts beskrivelse ”og så har han hår herned til” udvidet med Astrids spørgsmål ”te sin konfirmation.” Astrids ytring bygger syntaktisk videre på beskrivelsen, og spørgsmålet lægger sig således tæt op ad det, den spørger ind til, både grammatisk, indholdsmæssigt og handlingsmæssigt.

Prosodi og visuelle handlinger

Indtil nu har vi primært beskrevet, hvordan strengt sproglige ressourcer kan bruges til at bygge anmodninger om bekræftelse. Der er dog også andre elementer, der bidrager til spørgsmålsformatet, og dermed til, hvordan spørgsmålet fungerer i sin kontekst. Især bør vi nævne prosodien (herunder bl.a. intonationmønster, tonehøjde, trykfordeling, rytme, volumen, stemmekvalitet og hastighed) og kropssproget (herunder bl.a. blikretning, ansigtsmimik, kroppens overordnede orientering og bevægelser med hoved, fingre, arme og andre kropsdele).

Det lader dog ikke umiddelbart til, at hverken kropssprog eller prosodi på dansk er afgørende for, om samtaledeltagere opfatter noget som et spørgsmål eller ej. Begge elementer bidrager snarere med præciseringer af fx hvem, spørgsmålet stilles til, og hvad, der præcist spørges til, samt med finere detaljer om fx spørgerens følelsesmæssige (affektive) eller vidensmæssige (epistemiske) stillingtagen til det, der spørges om. Vi har hos Samtalegrammatik.dk brug for at lave flere studier af kropssproget og prosodien i spørgsmål for at få helt på plads, hvilken rolle disse elementer spiller, men her er nogle foreløbige observationer.

Kropssprog

Med blikretning, ansigtsmimik og gestik er det bl.a. muligt at udvælge potentielle svarere på sit spørgsmål  (hvis dette ikke er klart i forvejen), udpege det, der spørges om, eller vise, hvilket standpunkt man indtager til det, man spørger om. Her er endnu et eksempel fra samtalen mellem Astrid og Britt – det handler igen om de konfirmationsbilleder, Britt for nylig har fundet af en fælles bekendt. Efter at have beskrevet personen på billederne fortæller hun Astrid i linje 01, at hun har sendt billederne til nogen.

AULing | Sofasladder | L396 ((ansigt-til-ansigt))

01    BRI:    m jeg sendt billedet til hende↘=
02    BRI:    =hun £blev fuc(h)king su(h)r£=
03    BRI:    =håhå[he
04    AST:         [↓ej {↑gjo:rde         [hun     
05    com               {Astrid ser alvorlig ud, spærrer øjnene op
06    BRI:                                [e j(h)a ha h

Astrid reagerer ved at stille et proform-spørgsmål i linje 04. Spørgsmålet anmoder om en genbekræftelse og viser, at Astrid har registreret den oplyste information som noget, hun ellers vidste (eller antog) noget helt andet om. Da Astrid producerer sit proform-spørgsmål leverer hun det med et ansigtsudtryk, der bedst kan beskrives som overrasket. Det er med til at vise, hvilket affektivt standpunkt hun indtager til den information, Britt netop har leveret – det overrasker hende, at nogen kunne blive ”fucking sur” over at få tilsendt nogle billeder. Prosodien er en af de ressourcer, der hjælper med at konstruere spørgsmålet som ikke blot en anmodning om genbekræftelse, men også en udviselse af overraskelse.

Affektiv prosodi

Det er også muligt at udvise et affektivt standpunkt gennem den prosodi, spørgsmålet har. Det først stigene, så faldende intonationsmønster i linje 04 i eksemplet ovenfor lader fx til at være en typisk måde at udtrykke overraskelse på. Det er altså en anden ressource, der hjælper med at konstruere spørgsmålet som udvisende overraskelse.

Spørgsmålsintonation?

Har vi spørgende intonation på dansk? Hvordan lyder den i så fald? Nogle forskere mener, at intonation ingen forskel gør på dansk, når det kommer til spørgsmål, men alligevel bruges begreberne ”spørgende intonation” og ”spørgsmålsintonation” hyppigt af både lægmænd og fagfolk. Typisk beskriver ordene en opadgående slutintonation.

På et generelt plan kan vi sige, at noget tyder på, at intonation i sig selv ikke er nok til at gøre noget til et spørgsmål. Mange spørgsmål, herunder anmodninger om bekræftelse, har nemlig ikke den opadgående intonation, der typisk bliver beskrevet som spørgende – faktisk har alle de spørgsmål, vi har vist eksempler på i dette opslag, nedadgående slutintonation.

Der er endnu ikke nogen interaktionelt forankrede studier af spørgsmålsintonation på dansk. Samtidig er det ret bemærkelsesværdigt, at både fagfolk og lægmænd virker til at være enige om, hvad spørgende intonation dækker over. Et spekulativt bud på, hvorfor det er sådan, kunne være, at stigende intonation kan bruges til noget i spørgsmål, der associeres stærkt med det, spørgsmål gør – det kunne fx være at pege på den relative grad af usikkerhed hos spørgeren eller udvise (forskellige former for) overraskelse, tvivl, skepsis eller lignende.

Vi forsker løbende i intonationen i spørgsmål på dansk og vil opdaterer siden her, så snart vi finder ud af mere.

Hvad bestemmer formatet?

Nu har vi set på nogle af de syntaktiske, leksikalske, prosodiske og kropslige træk, der kan udgøre formatet for anmodninger om bekræftelse. Men hvilke faktorer påvirker så valget af format? Mange forskellige ting kan have indflydelse på, hvilket spørgsmålsformat der bliver brugt i en given situation.

Hvad vil spørgeren have ud af svareren?

Det er nemt at skære anmodninger om bekræftelse over en kam: De anmoder alle om et ja eller et nej, der kan be- eller afkræfte et forhold. Men man skal ikke dykke meget dybere ned i de forskellige typer af spørgsmål før det bliver klart, at de forskellige spørgsmålsformater anmoder om forskellige slags be- eller afkræftelser, alt afhængigt af, hvad spørgeren egentlig vil have ud af svareren med sit spørgsmål.

Nogle spørgsmål beder om et simpelt ja eller nej, mens andre lægger op til, at svareren ikke kun bekræfter, men også fortæller mere. Nogle deklarativt formatterede anmodninger om bekræftelse fremsætter en opsummering af, hvad der tidligere er blevet talt om, og beder svareren bekræfte, at det er rigtigt forstået (eksempel 2 ovenfor). Eller-spørgsmål (eksempel 3) præsenterer et bud på, hvordan noget forholder sig, men åbner op for, at det kan være anderledes, og lader det derefter være op til svareren, der jo er den, der ved bedst. Svarer kan enten bekræfte buddet eller afkræfte det og informere om, hvordan tingene rent faktisk forholder sig. Nogle spørgsmål beder om en bekræftelse af noget (fx eksempel 1), mens andre snarere beder om en genbekræftelse af noget, der lige er blevet oplyst, som det er tilfældet med bestemte proform-spørgsmål (eksempel 4 og 5).

Dette er blot nogle af de nuancer, der kan være på spil, når spørgsmål. De ovenstående eksempler er blot med for at illustrere nogle af disse nuancer, og skal altså ikke ses som en udtømmende liste.

Vidensforhold

Vidensfordelingen mellem samtaledeltagerne lader til at være meget vigtig faktor i valg af spørgsmålsformat. Samtaledeltagere har altid forskellige grader af viden eller antagelser om det, de taler om. De har samtidig både ret til og ansvar for at forholde sig til denne viden i løbet af interaktionen, så de fx ikke siger noget, andre allerede ved noget om, eller erklærer sig uvidende om noget, de ellers burde vide. Spørgsmål forholder sig til disse rettigheder og pligter på mange forskellige niveauer.

Groft sagt er der altid en vis vidensmæssig uligevægt mellem spørgere og svarere: Spørgere ved mindre om det, de spørger om, og svarere ved mere. Den relative mængde af viden kan dog sagtens gradbøjes, og forskellige spørgsmålsformater kan således bruges til at vise større eller mindre grad af viden eller forventning om svaret: Interrogativt formulerede spørgsmål viser begrænset forhåndsviden, spørgsmål med genafslutninger viser en lidt højere grad af forhåndsviden, og deklarativt formulerede spørgsmål viser en høj grad af forhåndsviden.

Spørgsmålsformatet behøver dog ikke reflektere spørgerens virkelige vidensniveau. Rettigheder og ansvar i forbindelse med viden spiller nemlig også en vigtig rolle, når det kommer til, hvor meget forhåndsviden man udviser. Selvom man udmærket ved noget kan man fx stadig bede nogen bekræfte det, hvis det ligger inden for deres vidensdomæne – dermed orienterer man sig mod deres ret til denne viden.

Orientering mod vidensrettigheder- og ansvar kommer nogle gange meget tydeligt til udtryk i spørgsmål. Som sagt viser eller-spørgsmål fx, at svareren ved bedst. Proform-spørgsmål kan derimod bruges til at vise en orientering mod, at spørgere har været uopmærksom på viden, de måske burde have haft tidligere. Se mere under de enkelte udtryk og fænomener i grammatikken.

Hvad er spørgsmålets kontekst og ytringssammenhæng?

Spørgsmålets umiddelbare ytringssammenhæng og kontekst spiller naturligvis også en rolle i udformningen af spørgsmålet. Som alt andet i samtaler er spørgsmål følsomme for deres kontekst; formuleringen af et spørgsmål kan derfor ofte ses som et produkt af, hvad der kommer før i interaktionen (fx hvilke handlinger og aktiviteter, samtaledeltagerne har foretaget med deres interaktion), og af, hvad formålet med interaktionen er (taler deltagerene sammen bare for at være sociale, eller er der tale om en jobsamtale, en madlavningssituation eller en læge-patientsamtale).

Hvilke andre handlinger bruges spørgsmålet til at udføre?

Spørgsmål er blevet kaldt en handlingstype, der kan fungere som middel til udførelsen af andre handlinger. Det vil sige, at spørgsmål, ud over at anmode samtaledeltagere om en bekræftelse, også samtidig kan gøre andre ting. De kan fx bruges til at invitere, foreslå, tilbyde, vurdere, reparere, indlede samtaleemner og meget andet. Det format, spørgsmålet tager, vil ofte have en del at gøre med, hvilke andre handlinger, det udfører.

Yderligere læsning:

Grønnum og Tøndering (2007) diskuterer spørgsmålsintonation på dansk.

Hayano (2013) er et kapitel om spørgsmål i samtaler fra den lidt avancerede Handbook of Conversation Analysis.

Heinemann (2010) er en oversigt over hele det danske spørgsmål-svar-system lavet på baggrund af interaktionsdata.

Heritage & Raymond (2012) giver en beskrivelse af, hvordan forskellig syntaks i spørgsmål har indflydelse på, hvor meget forhåndsviden, spørgeren udviser.

Heritage (2013) er et kapitel om vidensforhold i samtaler fra den lidt avancerede Handbook of Conversation Analysis.

Labov & Fanshel (1977) er en bog om psykoterapi som samtale. Den indeholder den originale diskussion af A-fremsætninger om B-forhold (A-statements about B-events) som en type spørgsmål.

Jørgensen (2020), som er en SOS du kan finde her på siden, indeholder en beskrivelse af forskellige samtalegrammatiske fænomener i skriftlig dansk interaktion på Facebook. Blandt fænomenerne er deklarative spørgsmål, der fungerer som formulationer.

Sørensen (2021) er en artikel, der behandler prosodien i svar på anmodninger om bekræftelse. Forfatteren diskuterer bl.a. det stigende-faldende intonationsmønster i danske proform-spørgsmål som en måde at udvise overraskelse.

Steensig & Heineman (2013) er et bogkapitel, der beskriver, hvordan nogle anmodninger om bekræftelser beder om mere end bare et simpelt ’ja’.