Samtaledeltagere har indimellem brug for at bede andre gøre noget for dem, dvs. udføre samtalehandlingen anmodning. Normalt skelner man anmodninger fra andre samtalehandlinger der også beder andre gøre noget, ved at det en anmodning beder om, er noget der først og fremmest er til fordel for taleren. Da det ikke altid er helt klart hvem en fremtidig handling er til fordel for, kan der være et vist overlap mellem anmodninger og andre dirigerende samtalehandlinger, fx invitationer og forslag
Uddrag 1 viser en anmodning som udføres to gange, på to forskellige måder. Den kommer fra en optagelse med fire studerende som har et studiegruppemøde. Sebastian (SE) sidder med en computer ved siden af Bertha (BE), som er den der bor der hvor optagelsen bliver lavet. Der står en anden computer foran Sebastian og Bertha på den sofa alle deltagerne sidder i. Replikkerne fra Martin (MA) og Kia Klara (KK) handler om Kia Klaras hund og har ikke noget med anmodningen at gøre. Lige inden uddraget starter, kigger Sebastian op fra sin computer og hen på Bertha.
Uddrag 1 "noget strøm" samtalebank | sam4 | studiegruppe | 05:20-05:40
01 SE: {vi ka godt bruge noget {strøm↗
be {ser mod SE {ser væk
02 MA: {ska den ikk ha: [(skum)( )↘]
03 SE: [har du noget strøm↗]
be {ser mod anden computer/ud mod kamera
04 KK: {°( )° ne[j→
05 MA: [(eller) ( )
be {rejser sig op, forlader sofaen, vender tilbage
med ledning til computer efter 16 sek.
I linje 1 beder Sebastian om ‘noget strøm’ med formuleringen vi ka godt bruge noget strøm↗. Den er tydeligvis henvendt til Bertha, men hun kigger væk i slutningen af Sebastians ytring, og man må formode at Sebastian ikke straks véd om Bertha vil imødekomme anmodningen. I linje 3 beder han så om det samme, denne gang med en ytring der verbalt er henvendt til Bertha: har du noget strøm↗. Betoningen af har kan fortolkes som en markering af at dette er en gentaget anmodning, ved at den fremhæver modsætningen mellem at have og ikke at have ‘noget strøm’ og dermed antyder at grunden til den manglende reaktion kunne være at Bertha ikke har noget strøm. Dette kan ses som at Sebastian presser på for at få sin anmodning opfyldt. Bertha siger ikke noget, men rejser sig op lige så snart ytringen i linje 3 er færdigudtalt og vender tilbage med en ledning til computeren 16 sekunder senere. Imens fortsætter snakken i sofaen (ikke vist i uddraget).
I dette uddrag ser vi to måder at bede om noget på. Først (linje 1) bruger Sebastian en deklarativ (fremsættende) form, hvori han udtrykker et behov som han (og andre) har. Sætningens subjekt er vi, ytringen indeholder et modalverbum ka, en modalpartikel godt, og så formulerer den hvad talerens behov er, bruge noget strøm. Anden gang (linje 3) bruger han en interrogativ (spørgeformet) ytring, med modtageren som sætningens subjekt, og fokuserer i sin formulering på om modtager har det han skal bruge, altså på om modtageren kan gøre det han har brug for, tilgængeligt. Denne gang er der ingen modalverber eller modalpartikler.
Der findes ikke én fast formulering der udtrykker samtalehandlingen anmodning. Tværtimod kan anmodninger udføres med mange forskellige formater.
I uddraget ovenfor så vi at anmodninger kunne tage udgangspunkt i anmoderens behov – vi kan kalde dem selv-rettede – (linje 1) eller i modtagerens evne til at gøre noget tilgængeligt – modtager-rettede – (linje 3). Dette udtrykkes i anmodningernes syntaktiske formater: Selv-rettede anmodninger er typisk sætninger med jeg eller vi som sætningens subjekt, og de bruger prædikater (verberne og deres tilhørende led) som udtrykker det anmoderen ønsker at gøre, har brug for eller mangler:
(1) jeg ve' gerne se din hånd (AULing | Board-game-coffee2)
(2) jeg ku godt tænke mig å (.) komme te' Norge (AULing | EURESDKA2mov01_02)
(3) Jeg har >simpelthen< glemt mit password (AULing | kat2)
(4) må jeg få en te' (AULing | EURESDKA1mov01_02)
(5) vi ka godt bruge noget strøm (samtalebank | studiegruppe, uddrag 1, linje 1)
Modtager-rettede anmodninger som er hele sætninger, har enten du som sætningens subjekt eller har verber i imperativ (bydeform), hvor verberne og prædikaterne udtrykker hvad modtageren skal gøre eller har tilgængeligt:
(6) du må altså rigtig gerne overtage (samtalebank | Kartofler_og_broccoli)
(7) ve' du lukke vinduet (AULing | haarfarvning1)
(8) ka du ikk skrue op (samtalebank | fyrene)
(9) du prøver lige å finde ud af >om du kan< (TH/S2/3/Mathias & Claus)
(10) gir du lidt mere kaffe (TH/S6/FF/6A)
(11) fjern dine fødder (AULing | pigeklub01)
(12) har du noget strøm (samtalebank | studiegruppe, uddrag 1, linje 3)
Modtager-rettede anmodninger kan også laves uden at man nævner hverken taler eller modtager. I eksemplerne nedenfor nøjes anmoderen med at udpege den der skal udføre den ønskede handling, benævne handlingen eller blot nævne dele af handlingen:
(12) de ska oss lige blandes (AULing | Board_game_coffee2)
(13) ((peger på TOR)) (AULing | Board_game_coffee2), som i sammenhængen forstås som at Tor skal udføre det næste træk i det spil de spiller
(14) ikk for langt ned (AULing | haarfarvning1)
Anmodere skal derudover vælge mellem syntaktiske former. Som vi har set, kan anmodninger være interrogative ("spørgeformede") (nr. 4, 7, 8, 10, 12), deklarative ("fremsættende") (nr. 1, 2, 3, 5, 6, 9, 12) og imperative (med verber i bydeform) (nr. 11). Og alle disse sætningsformer kan modificeres på forskellige måder: Med modalverber (ve'/vil, ka, ku, må, ska), med modalpartikler (godt, gerne, lige, bare m.fl.) og med negation (nægtelse) (ikk).
Prosodien bidrager også til at give anmodninger den form og den funktion de ender med at få. Vi så i uddrag 1 at betoningen af verbet har i linje 3 kunne understrege tilgængeligheden og dermed måske presse på for at få en reaktion. Anmodninger indeholder ofte pauser og/eller tøven før vigtige elementer, hurtigere eller langsommere tale i dele af ytringen, skift mellem lydstyrkeniveauer, forskellige lydkvaliteter (smilende, knirkende stemme m.m.). Der findes ikke én særlig anmodningsintonation.
Dertil kommer at anmodninger ofte også indeholder fysiske og visuelle elementer. Anmodere kan fx pege eller gestikulere som en del af anmodningen – eller anmodningen kan bestå af blot en gestus, som vi så det i eksempel 13 ovenfor.
Ved at vælge et bestemt format, udtrykker anmoderen sin opfattelse af en lang række faktorer i situationen og mellem deltagerne. Mere præcise beskrivelser af hvorfor man vælger én måde frem for en anden, vil vi redegøre for under Udtryk og fænomener. Her giver vi en kort oversigt over de hensyn der kan spille ind i valget af format:
I nogle situationer vælger anmodere ét format når de anser sig som berettigede til at få handlingen udført og et andet når deres berettigelse er mere tvivlsom. Trine Heinemann har fx vist at hjemmehjælpsmodtagere bruger negative interrogativer (fx ka du ikk tænde lyset) når de beder hjemmehjælpere om at gøre noget der helt klart ligger inden for hjemmehjælperens arbejdsområde. Til gengæld de bruger positive interrogativer med indlagte "blødgørende" elementer når de beder om en handling de ikke entydigt er berettigede til (Ve’ du godt være sød å stoppe den °ned te’ mig?°, som beder hjemmehjælperen om at sætte en hagesmæk bedre på plads).
Tine Larsen studerede anmodninger om ambulancehjælp i opkald til 1-1-2. De to formuleringer, jeg ska bruge og jeg har brug for, har samme umiddelbare betydning, men den første blev af alarmcentralens medarbejdere set som udtryk for større berettigelse end den anden.
Der kan være forskel på hvordan man beder om noget alt efter om forholdet til modtageren er tæt og ligeværdigt eller der er social afstand og magtforskel mellem parterne. I professionelle situationer, som dem Trine Heinemann og Tine Larsen har undersøgt, er udgangspunktet ofte at én part (den professionelle) har som opgave at udføre handlinger som den anden part beder om. Samtidig kan den professionelle kontrollere situationen ved at vælge at imødekomme en anmodning eller lade være. Dette afspejles i måden folk anmoder på. I tætte, mere private situationer kan man finde umodificerede imperativer, som giv mig den (AULing | pigeklub04) og fjern dine fødder (AULing | pigeklub01). Det lader også til at der kan være forskel på anmodningsformater alt efter om den ting der anmodes om, tilhører eller kontrolleres af modtageren eller ej.
I Trine Heinemanns studie var de handlinger som hjemmehjælpsmodtageren følte sig berettiget til at bede om, rutinehandlinger. Men handlingens krav til modtageren kan også have anden indflydelse på valget mellem formater. Nogle studier viser at anmodere vælger mere indirekte formater hvis den handling de beder om, stiller store krav til modtageren. Vi ved endnu ret lidt om den præcise sammenhæng mellem handlingens "besværlighed" og valg af formater i dansk samtalesprog, men det er oplagt at man anmoder forskelligt alt efter om man beder om at nogen hælder kaffe op til én eller man beder dem komme og hjælpe én med at bygge et hus.
Hvis noget brænder og man vil bede nogen slukke ilden, vil man bruge et direkte – og kort – anmodningsformat. Den slags dramatiske hændelser har vi ikke i vores data, men i en optagelse med to kvinder hvor den ene farver den andens hår, flytter hårfarveren ("Sisse") sin pensel ned mod den andens ("Lines") kind, hvorefter Line siger ikk for langt ned → (AULing | haarfarvning1). Dette korte format passer til at det haster med at forhindre Sisse i at farve det forkerte sted. Derimod er en formulering som det ku være man ku: (0.4) få opskriften bagef°ter°→ (AULing | genbrugs1) konstrueret til at udtrykke at handlingen (at give opskriften) ikke er noget der haster.
Tine Larsen viser i studiet af alarmopkald at anmodere kan gøre en ellers "svag" (ikke så berettiget) anmodning mere hastende ved fx at indsætte en formulering der siger at det haster: ka’ jeg få en <ambulance> meget hurtig. Man kan også se at prosodien bidrager til at vise at det haster: ambulance bliver sagt langsomt og ordet meget får ekstra tryk.
En anmodning forholder sig også til om den handling den beder om, skal udføres straks, eller om den kan udføres ude i fremtiden. Det kan den gøre direkte, ved at nævne tidspunktet, som i Je' ville høre om:øh:: vi ku komme hjem o' ↑spise i morgen→ (Samtalebank | middagsaftale), eller det kan fremgå af situationen. Men vi formoder at dette aspekt også har indflydelse på valget af syntaktisk format. Det lader fx til at mange anmodninger der udføres med en imperativ eller som nøjes med at nævne objektet for handlingen, beder om noget der skal gøres straks.
Anmodere og anmodningformuleringer tager hensyn til om der kan være noget der kan forhindre eller gøre det svært at få handlingen udført. En af disse faktorer kan være hvor besværligt det er for modtageren at udføre handlingen, men det kan også være modtagerens tilgængelighed, den ønskede genstands tilgængelighed eller andre omstændigheder. Omstændighederne kan nævnes direkte, som i hvis I kommer op en dag ka du så ikk tage min gry:de med (Samtalebank | bilen), men det er muligt at der findes særlige formater som udtrykker mere overordnet hensyn til at der kan være noget til hinder for gennemførelsen af den ønskede handling.
Deltagernes konkrete fysiske placering kan have indflydelse på hvilken formulering der vælges. Et studie af hvordan folk bad om cigaretter i kiosker, viste fx at hvis kunden og sælgeren stod ved disken, sagde kunden bare navnet på det produkt hun ville købe, fx en pakke Lucky Strike, men hvis ikke, blev formatet længere. Kunden kunne fx sige giv mig en pakke Lucky Strike, hvor den første del, giv mig, var tilpasset den bevægelse i rummet der skulle til inden kunde og sælger kunne stå over for hinanden.
Andre studier har vist en forskel i formater alt efter om modtageren var i stand til at udføre anmodningen med det samme eller var i gang med noget andet, og efter om modtageren allerede holder på den genstand der blev bedt om eller ej, og på hvor i rummet en genstand der skal flyttes, befinder sig.
Anmodninger er pr. definition samtalehandlinger som beder en modtager gøre noget som gavner taleren. Men selvom anmodninger i udgangspunktet gavner anmoderen, kan de være en del af et projekt som anmoderen og modtageren er sammen om, og det har indflydelse på det format som vælges. Et studie af middagssamtaler i en familie viste fx at anmodere brugte imperativ hvis de bad om noget som var en del af et igangværende projekt (fx dele maden ud) mens de brugte interrogativer når de bad om noget som ikke var en del af et sådant projekt. Et studie af imperative ytringer på dansk viste at imperativer der indeholdt modalpartiklen lige, typisk blev brugt til at bede om noget der var en del-handling i forhold til et større projekt der (også) gavnede modtageren.
Vi så i uddrag 1 at der blev brugt forskellige formater første og anden gang Sebastian bad om "noget strøm". I dét tilfælde ser det ud til at det format der blev brugt anden gang, har du noget strøm↗, forholdt sig til at modtageren ikke havde reageret første gang. Og dette gælder generelt for anmodninger (og mange andre samtalehandlinger): Man bruger et andet format hvis man skal gentage en samtalehandling, hvor man tager hensyn til hvad der er sket efter at man udførte handlingen første gang.
En anden måde der kan lægges op til en anmodning, er ved at anmoderen laver en præ-anmodning. Uddrag 2 er starten på et telefonopkald fra en medarbejder i en afdeling på en større virksomhed til virksomhedens "computerkontor":
Uddrag 2 "en scousi CD" AULing | Kat4 | 01:30-38:59
01 KAT: computerkontoret Katrine ↑Damm→
02 KRI: goddag Katrine det Kri°↓stoffer°↗=
03 =d[et da]
04 KAT: [ja h]ej=
05 KRI: =rart jeg fik fat i dig↘
06 KRI: .hh i har vel ikk tilfældigvis en
07 KRI: scousi cede liggende↘
((17 sekunders opklarende snak om hvad K mener))
25 KAT: ↑ae:::: altså er det et du bare sådan lige
26 KAT: ska låne umiddelbart
27 KAT: eller er det et [som ↓ø]:h
28 KRI: [°(*hrm*)°]
29 KAT: du: >meget gerne< vil ha lov t[i' ] å
30 KRI: [°lha°]
31 (0.2)
32 KRI: >°*a'så*°< he-[( ) ]
33 KAT: [ be↑hol]de→h=
34 KAT: =e [he he he ·hng ]=
49 KRI: [helst ville jeg nok meget gerne]=
50 KAT: =[·hhhhh ]
51 KRI: =[ha lov å be]ho:l:de't<
52 KRI: [å propp'] d' ind i vores ☺linux=
53 KAT: [ ☺ja:h☺ ]
54 KRI: =for den ↑kha >simp'hen<
55 KRI: ikk☺ finde ud af sit skide ide:↓drev↘=
I linje 6-7 laver Kristoffer en forespørgsel om hvorvidt computerkontoret har en scousi CD liggende. Dette kan opfattes som en præ-anmodning. Efter lidt opklarende snak om hvad Kristoffer mener mere præcist, kan vi i linje 25-26 se at Katrine opfatter Kristoffers ærinde som på vej mod en anmodning om enten at låne eller få det han forespørger om. Dette fører så til at Kristoffer i linje 49-51 formulerer den egentlige anmodning. Der er to pointer her. Den første er at modtageren allerede ved præ-anmodningen kan høre at der er en anmodning på vej, selv om den endnu ikke er formuleret. Den anden er at en anmodning som kommer efter en præ-anmodning (og dens svar, altså en præ-anmodningssekvens), er formateret anderledes end en anmodning som ikke kommer i dette miljø, simpelthen fordi anmodningen nu er tilpasset det der kommer før.
Mange forskere har argumenteret for at anmodninger i sig selv er socialt problematiske: Ved at bede om noget sætter anmoderen modtageren i en udsat situation: At imødekomme en anmodning kan være besværligt, men at afvise den truer den sociale situation. Derfor mener nogle at folk der vil bede om noget, ofte forsøger at få modtageren til at lave et tilbud frem for at de bliver nødt til at formulere en anmodning. Det kan præ-anmodninger bruges til, men som vi kan se i uddrag 2, er dette langt fra et sikkert resultat. Andre forskere har ment at det giver mening at bruge et bredere begreb, rekruttering, frem for at sætte tilbud og anmodninger op som modsætninger. I uddrag 2 forsøger Kristoffer at "rekruttere" en "scousi CD" – det gøres gennem en forespørgsel og et svar på Katrines opklarende spørgsmål, plus en forklaring (linje 52, 54-55), uden at der hverken formuleres et egentligt tilbud eller en egentlig anmodning.
En anmodning lægger op til at modtageren skal imødekomme anmodningen – ellers ville man ikke lave en anmodning. Hvis modtageren imødekommer anmodningen, sker det ofte straks og uden yderligere forklaring. Dette tyder på at imødekommelse er den socialt uproblematiske – eller "præfererede" – samtalehandling efter en anmodning. Men hvordan udføres imødekommelsen?
Når der bliver bedt om noget som kan gøres straks, kan imødekommelsen bestå i at den handlingen bare bliver udført, uden ord, sådan som vi så det i uddrag 1. Der kan også være en kort tilkendegivelse, som fx i uddrag 3, hvor Gunnar og Kirsten sidder og drikker kaffe:
Uddrag 3 "Mere kaffe" TH | S6 |FF | 6A (Steensig & Heinemann 2014: 146)
01 KIR: {·mst Gir du lidt mere kaffe→
{KIR holder en kop frem mod GUN
02 (0.4)
03 GUN: {e-Ja↘
{GUN rækker ud efter kaffekande
04 {(5.8)
{KIR flytter koppen længere frem mod GUN
GUN hælder kaffe i KIR’s kop
05 KIR: Tak ska du ha↘
Anmodningen i linje 1 består af ytringen Gir du lidt mere kaffe→ og den bevægelse Kirsten laver da hun rækker koppen frem mod Gunnar. Imødekommelsen er også dobbelt: Gunnar siger e-Ja↘ og udfører derefter den ombedte handling. Det mundtlige svar er typisk for anmodninger om øjeblikkelige handlinger –et kort ja eller en anden kort bekræftelse er nok.
Hvis anmoderen derimod beder om noget som ikke skal udføres straks, skal modtageren sige noget mere for at udtrykke sin imødekommelse. De typiske formater for positive svar på denne slags anmodninger er et ja (eller jo) plus en kort sætning, ofte med et modalverbum og en modal partikel. Her er et eksempel fra en samtale mellem to veninder, Ester og Sanne. Sanne skal rejse hjem og hendes rejserute er ret kompliceret:
Uddrag 4 "Ringer du til mig" TH | S6 | FF | 5A (Steensig & Heinemann 2014: 165)
01 EST: ringer du te' mig i aften når du'
02 kommet hjem→
03 (0.6)
04 SAN: jerh→
05 (1.1)
06 SAN: det ka jeg godt↘
07 (0.6)
08 EST: ·pt det ve' jeg gerne du gør↘
Ester beder Sanne gøre noget når hun er "kommet hjem" (linje 1-2), dvs. på et tidspunkt ude i fremtiden. Sanne svarer først bare jerh→ (linje 4), men efter en længere pause, hvor Ester ikke foretager sig noget (men måske venter på at der skal komme mere, linje 5), udvider hun sit svar med det ka jeg godt↘ (linje 6), som består af et pronomen (det), som viser tilbage til den fremtidige handling (at ringe når hun er kommet hjem), et modalverbum (ka), et subjekt (jeg) og en modal partikel (godt).
Det lader til at begge parter efter anmodninger om fremtidige handlinger forventer et længere svar end blot et ja. Disse svar giver så samtidig modtageren mulighed for at vise hvordan hun forholder sig til anmodningen. De hyppigste svar-formater er det ka jeg godt, som fokuserer på at handlingen bliver udført fordi modtageren er i stand til det, det ska jeg nok, som fokuserer på at handlingen bliver udført fordi modtageren har pligt til det, det vil jeg godt/gerne, som fokuserer på viljen til at udføre handlingen og det gør jeg, som behandler den fremtidige handling som noget der er relevant for begge parter.
Som nævnt lader det til at det er det socialt præfererede at imødekomme anmodninger. Dette kan ses ved at afvisninger af anmodninger er ret sjældne og at når de forekommer, indeholder de gerne en del blødgørende elementer. Fortsættelsen af uddrag 2 viser et eksempel på hvordan det kan gøres. 18 sekunder efter vi forlod Kristoffer og Katrine i uddrag 2, sker der dette:
Uddrag 2a "ikk noget vi lige har liggende" (fortsat fra uddrag 2)
69 KRI: >det tar lidt længere tid å installere så
70 men w[hat ]ever→
71 KAT: [jah→]
72 (0.2)
73 KRI: ·hh °alt[så°]
74 KAT: [·hh] °>altså<° det ikk noget=øh
75 KAT: >Kristoffer< vi lige ha:r >har< liggende→=
76 KAT: =nej→
77 KAT: det er det altså ikk↗=
78 KRI: =°æ:jh::°
79 KAT: de:t er det [ikke↘ °h ]·hhh°
80 KRI: [thh ( )]
81 (0.2)
82 KAT: [>selvfølgelig ve' jeg da godt lige]=
83 KRI: [°°det ka du ikk være bekendt°° ]
84 KAT: =prøve å kigge >efter det=
85 KAT: =men< altså ø::h sån lige på stående fod
86 KAT: de:r må:: svaret nok ☺vhære nej desværre☺↗=
87 KAT: ·h[hh
88 KRI: [ø::↑ø:v[:→
89 KAT: [ø:::::h det ø::h
90 KAT: >det det< tror jeg desværre >ikk vi har<
91 KAT: liggende ovre i afdelingen↘
Kristoffer har været i gang med at uddybe hvad han skal bruge det scousi drev han har bedt om til, og Katrine har modtaget dette med korte ja-svar undervejs. I linje 72 når vi så endelig frem til at Katrine kan besvare anmodningen. Hun tøver lidt (linje 72 og starten af 74) og formulerer så en afvisning der samtidig er en begrundelse, nemlig at det ikke er noget de "har liggende". Afvisningen indledes med altså, som angiver at der kan komme noget andet end det umiddelbart forventelige. Det indeholder tøven (øh i linje 74 [sjovt nok har vi ikke et opslag om helt almindelige tøvende øh(m)]), påberåbelse af modtageren (>Kristoffer< i linje 75), og en genstart (ha:r >har< linje 75), alt sammen noget som trækker ytringen ud og gør den mindre direkte. Derudover formuleres problemet som noget de ikke lige (...) >har< liggende (linje 75), hvilket gør afvisningen mindre absolut. Endelig genkøres hele afvisningen flere gange med nej (linje 76) og det er det altså ikk↗ og de:t er det ikke↘ (linje 77 og 79). Og som om det ikke var nok, tilføjer Katrine at hun gerne vil forsøge at finde drevet. Dette er yderligere pakket ind i smilestemme (linje 86), tøven (linje 85 og 89) og en genstart (linje 90) samt endnu en formulering om ikke at have det "liggende". Uddybningerne forholder sig sandsynligvis også til Kristoffers udtryk for skuffelse (linje 78, 83 og 88), som også kan ses som udtryk for at afvisninger er socialt problematiske.
Afvisningen er altså kendetegnet ved tøven, grundig forklaring, udtryk for vilje til at hjælpe og formuleringer der gør afvisningen mindre absolut. Dette står i modsætning til imødekommelserne, som enten – ved de øjeblikkelige handlinger – blot bestod i at modtageren udførte handlingen, eventuelt sammen med et ét-ords-svar, eller – ved de fremtidige handlinger – bestod i et svarord plus en kort bekræftende ytring.
Yderligere læsning
Curl & Drew (2008) beskriver to anmodningsformater på engelsk og argumenterer for at anmoderne vælger format efter hvor berettiget de opfatter sig til at få anmodningen imødekommet og hvilke forhindringer (kontingenser) de forudser.
Fox & Heinemann (2016, 2017, 2019, 2020a, 2020b, 2021 og Heinemann & Fox 2019) er en serie artikler om hvordan anmodninger udføres på amerikansk engelsk hos en skomager. De kommer ind på både sproglige formater, de fysiske og visuelle forhold og på hvornår en ytring kan betragtes som en anmodning.
Heinemann (2006) beskriver anmodninger fra hjemmehjælpsmodtagere til hjemmehjælpere og fokuserer på forskellen mellem negative og positive interrogative anmodninger.
Heinemann & Steensig (2017) handler om imperativer i samtaler og hvordan disse kombineres med modale partikler som lige og bare. Nogle af dem bruges til anmodninger.
Kendrick & Drew (2016) argumenterer for at begrebet rekruttering giver en bedre forståelse for hvad der sker når folk forsøger på at få noget, end at stille tilbud og anmodninger op over for hinanden.
Larsen (2013) handler om anmodninger om assistance ved opringninger til alarmcentralen i Danmark.
Rossi (2012) viser hvordan anmodninger udføres forskelligt alt efter om den ombedte handling kun er til anmoderens fordel eller den er del af et fælles projekt.
Sorjonen og Raevaara (2014) viser hvordan anmodningers grammatiske format i kiosker er tilpasset parternes fysiske placering og bevægelser.
Schegloff (2007) er en grundig gennemgang af hvordan handlingssekvenser er opbygget. Den gør rede for blandt andet præ-sekvenser, præference og for hvad der sker når handlinger bliver udført igen. Den argumenterer også for at tilbud er mindre socialt problematiske (dvs. mere "præfererede") end anmodninger.
Steensig & Heinemann (2014) viser forskellen på anmodninger om øjeblikkelige og fremtidige handlinger og uddyber hvordan svarene på fremtidige handlinger bliver udført.
Urbanik (2020) og Urbanik & Svennevig (2019) beskriver hvordan anmodninger på norsk og polsk forholder sig til fysiske faktorer, til ejerskab og til andre konkrete faktorer i situationen.
