Udtrykket hva hedder det (og variationer deraf, fx hva det hedder og hva er det det hedder) ser ud til at have tre hovedfunktioner: ordsøgning, emneskift og at signalere forbehold ved eftertanke. Dette opslag redegør for dets funktion som ordsøgningsmarkør.

Hva hedder det kan, enten alene eller sammen med tøvemarkører som øh, pauser, forlængelse af vokalen i eller gentagelser af de forrige ord, signalere, at taleren mangler det rigtige ord, den rigtige formulering eller lignende, og leder efter dette. Ordsøgning er en form for selvinitieret reparatur, dvs. at taleren selv opdager en fejl eller et problem med sin egen ytring, som der så kan blive repareret på. Den, der reparerer, kan enten være taleren selv (selv-reparatur) eller en anden deltager i samtalen (anden-reparatur). Oftest bliver hva hedder det ikke besvaret og fører altså som regel til selv-reparatur.

Der skelnes mellem specifik og uspecifik ordsøgning. Ved uspecifik ordsøgning er ordsøgningsmarkøren (fx hva hedder det) placeret et sted i ytringen, der ikke tydeliggør, hvad det er for en slags information, taleren leder efter. Fordi søgningen på den måde er ”åben”, har samtalepartnerne ikke nogen god mulighed for at svare og give et bud på, hvad der ledes efter. Det ses i eksemplet herunder, hvor tre samtalepartnere taler om, at der ligger mange syge på en arbejdsplads:

I linje 1 starter B på en ytring, der ikke kommer særligt langt, før der optræder et øhm og derefter formatet hva er’et det hedder. Disse ordsøgningsmarkører kommer, før det fremgår tydeligt, hvad ytringen handler om, og om det er en konstatering, et spørgsmål eller noget andet.

I en specifik ordsøgning står ordsøgningsmarkøren derimod længere henne i ytringen, hvor det er mere begrænset, hvordan den kan fortsætte, måske fordi der kun kan stå en bestemt ordklasse på den plads, som der søges efter indhold til. I eksemplet nedenunder kommer hva hedder det fx efter præpositionen i, hvor der skal stå et nominalsyntagme:

Som sagt bliver hva hedder det som regel ikke besvaret, men derimod efterfulgt af, at taleren selv finder frem til det ord eller den formulering, der mangler. Det skyldes blandt andet, at det i talesprog generelt foretrækkes, at talere selv reparerer deres ytringer. I en artikel har Clausen og Pedersen kigget på, hvilke faktorer der spiller en rolle for, om hva hedder det bliver besvaret med anden-reparatur. De kommer frem til, at det ikke spiller en rolle, hvorvidt udtrykket formuleres som et spørgsmål eller en konstatering (hva hedder det vs. hva det hedder), hvor hurtigt det siges, eller hvor lavt eller højt det siges. Derimod kan det måske spille en rolle, hvor taleren kigger hen, når hva hedder det bliver sagt: Hvis taleren fastholder sit blik på det, det i forvejen var vendt mod (hvad enten det er modtageren eller noget andet), er der større tendens til, at den anden samtalepart svarer. Hvis taleren derimod ændrer sin blikretning væk fra modtageren, og måske ligefrem lukker øjnene eller ryster på hovedet, er der mindre tendens til, at der kommer et svar. Blikretning kan dog ikke være det eneste, der afgør, hvorvidt der kommer svar eller ej, da hva hedder det også forekommer i telefonsamtaler.

En anden faktor, der kan øge sandsynligheden for svar, er at bruge et mere uddybende format, der giver mere information om dét, der søges efter. Det ses i eksemplet herunder: